Tekst og Foto: Annette Brøchner Lindgaard
Fredag d. 8. september 2023
To kendte lokale profiler spiller en afgørende rolle for Rued Langgaard Festivalens konsolidering og stigende succes år for år. Det er formanden for Rued Langgaard Selskabet, tidligere direktør for Ribe Kunstmuseum Dagmar Varming og kasserer for Selskabet, Domorganist (gennem 24 år) Birgitte Ebert.
Den netop afsluttede festival må betegnes som en succes med et højt kvalitetsniveau, overbevisende billetsalg og lokalt engagement. Økonomien for 2023 er ikke gjort endeligt op endnu, men at dømme efter billetindtægterne, så ser det meget fint ud. Alt sammen faktorer, der får Dagmar og Birgitte til at se lyst på festivalfremtiden. Også selv om den hidtidige indtægt fra Langgaard Fonden, der bygger på KODA-afgifter for opførelse af Langgaards værker, bortfalder, fordi det nu er 70 år siden, den sagnomspundne domorganist døde.
Ansvaret for festivalen ligger hos Rued Langgaard Selskabet, der har ansat festivalleder Esben Tange og de øvrige medarbejdere. Derudover har Birgitte og domkantor Jonas Hunt, som en del af deres arbejdsopgaver, at medvirke til at gennemføre festivalen.
Selskabet startede i 2007 og festivalen i 2010. Det var Rued Langgaard fonden, Birgitte, Esben og forskellige andre, der løb festivalen i gang. De havde længe talt om det og også Ribe Kommunes daværende kulturmedarbejder, Birte Larsen, blev ved med at insistere på, at det ville være en god ide med en Langgaard festival, på linje med Holmboe festivalen i Horsens. Esbjerg Kommune hjalp med til den første festival i forbindelse med Ribes 1300-års jubilæum. Dengang med et budget på 120.000 Kr.
I dag kommer det noget større budget mange forskellige steder fra og bl.a. fra Domsognet, som en del af et ønske om at prioritere og videreudvikle kirkens musikliv. Skt. Catharinæ sogn medvirker også og det samme gør de lokale kirkekor fra Drengekoret til Kammerkoret. Esbjerg Kommune bakker fra år til år, efter ansøgning, festivalen op med ca. 100.000 kr. og det er rigtig vigtigt for økonomien, fordi det er nødvendigt at kunne dokumenteres et kommunalt økonomisk engagement, når der skal søges tilskud fra fonde.
I disse år er det mest de store nationale fonde, men her i 2023 støtter også Obbekjær fonden og tidligere har Hoffmann Fonden bevilget støtte. Festivalen har i år, for første gang fået midler (200.000 Kr.) fra Region Syddanmark.
Den lokale og regionale interesse er stigende. F.eks. kommer der tilsyneladende flere og flere publikummer fra Esbjerg. Ribes borgerne vælger typisk enkeltarrangementer, mens de udenbys gæster oftere køber partoutkort til alle arrangementerne. Nogle arrangementer appellerer til rigtig mange Ribe borgere som f.eks. dette års nattevandring på Kunstmuseet.

Koncert i Domkirken med Sønderjyllands Symfoniorkester og den finske sopran Johanna Nylund
Det har stor betydning, at Esbjerg Ensemble spiller en fast rolle festivalen, ligesom Ribe Katedralskole og den kommunale Kulturskolen. Især Musikalsk Grundkursus, hvorfra op imod 50 unge overværede lørdagens aftenkoncert i Domkirken og havde en fantastisk oplevelse af Sønderjyllands Symfoniorkester og den finske sopran Johanna Nylund.
Festivalen var i de første år en ret smal festival, hvilket var en sten i skoen på nogle ripensere, men den opfattelse er ikke længere hverken udbredt eller begrundet. Festivalen bliver for hvert år bredere og besøgt af flere og flere, herunder et stigende antal børn og unge. Måske mest som udøvende musikere og korsangere, men bestemt også som publikummer.
Det er Dagmar og Birgittes opfattelse at byen som helhed har fået øjnene op for festivalens muligheder og bakker op. Ribe Bryghus, Hotel Ribe, Ribe Byferie, Vester Vedsted Vingård og Hotel Bachaus, som flere gange i løbet af festivalen, bespiste over hundrede mennesker fra de franske ungdomssymfoniorkestre. Festivalen skaber en masse aktivitet og alle, der arbejder med i festivalen, kan fornemme, at hele byen arbejder med og medvirker til at skabe den gode stemning.

Ungdomskoret bringer Dronning Dagmar ind i Sct. Catharinæ Kirke
Fremtiden byder på endnu mere kvalitet med stærke professionelle musikere fra indland og udland og der er en målsætning om at stimulere korlivet lokalt og på landsplan f.eks. med en koncert med 1000 sangere på domkirkepladsen. Der arbejdes for at trækker professionelle korsangere hertil for at synge sammen med og være rollemodeller for de lokale kor.
Ribe Domsogn har valgt at fokusere på at skabe et godt korliv og på at stimulere sangen som fællesaktivitet. Drømmen er, at kormusikken fremover vil stråle ud af kirkerne og gøre Ribe til et kormusikcenter. Også fordi de helt rigtige rammer, i kraft af byens to store kirkerum, er til stede.
Både Dagmar og Birgitte er konservatorieuddannede organister. Derudover har de begge stor erfaring med Rued Langgaard, kor- og kirkemusik, kunst, kultur- og festivalplanlægning og gennemførelse. For Birgittes vedkommende som medstifter, kasserer og udøvende musiker og for Dagmars vedkommende som formand, leder, fundraiser og organisationsmenneske. Og en hel masse andet, der giver Rued Langgaard festivalen et ualmindeligt trygt og solidt fundament her i Ribe.

DR transmitterede fra Rued Langgaard Festivalen