Tekst og foto Hasse Jørgensen, lørdag den 26. februar 2022
Vejret viste sig fra sin bedste side, da Sønderports bænke igen kom på plads efter ”vinterdvalen” og nu atter giver mulighed for et hvil ved krydset og Stampemøllestrømmen.
Det er medlemmer af den genoplivede bænkebiderforening i Ribe, Ribe Bænkebiderforening af 1861, der har sørget for dels at de nye egetræsbænke har været i tørvejr i vinter og dels, at malingen på bænkene er frisket op, så bænkene kan tage endnu en sæson udendørs.
Bænkene, der er skænket af Sikrings Center Syd, blev sat op under klingende basunspil leveret af Søren, og efter bænkene var kommet på plads under overværelse af en snes mennesker, gik selskabet med musik i spidsen til Hotel Ribe, hvor hotellets lækre stegt flæsk blev indtaget mens snakken gik lystigt i et par timer.
De messingskilte, der er forsynet med foreningens navn, er endnu ikke kommet på plads, da skiltene blev taget af bænkene for at blive renoveret og pudset op. Men det vil ske i løbet af en uges tid.











































































