Tekst og foto Hasse Jørgensen, søndag den 2. november 2025
Det gik nøjagtigt som det skulle og helt efter bogen, da det agtværdige selskab Bænkebiderne af 1861 alias Sønderports Bænke i weekenden fik hentet bænkene ved Sønderport i ly for vinteren og efterfølgende holdt generalforsamling.
Bænkene kom i ly, hvor de nu kan tørre ud og få genopfrisket malingen, og den efterfølgende generalforsamling på Hotel Ribe, blev gennemført i nogenlunde god ro og orden, inden den velsmagende ret gule ærter med tilbehør kunne fortæres.
Bænkebidernes DNA er, at der fremføres en voldsom med kærlig kritik af bestyrelsen. Således også denne gang, men da kritikken og tilhørende kommentarer var afleveret, blev bestyrelsen – som det plejer at ske – enstemmigt genvalgt.
Formanden, tidligere dyrlæge Niels Grün, aflagde en detaljeret beretning, og da formanden ikke hører til de højeste, havde venlige sjæle sørget for, at han kunne stå på en halmballe bag talerstolen, så han have et godt overblik over forsamlingen.
Formanden kom bl.a. ind på den storpolitiske situation og nævnte både Trump og Putin og hvordan der manipuleres både med politikere, befolkningen og i dette tilfælde bænkebidernes formand. Grün kunne fortælle, hvordan han var blevet manipuleret til at underskrive en aftale ved forrige generalforsamling, der bevirkede, at han ved denne generalforsamling måtte give en drink til alle deltagere for at komme ud af aftalen.
Kassereren, Willi Weber, der i parentes bemærket også er revisor, kunne fortælle om et underskud i regnskabet på omkring 400 kroner. Det underskud blev omgående bortskaffet, da to byrådsmedlemmer, Anders Rohr Jørgensen og Klaus Sandahl, hver omgående købte ti aktier af 50 kroner. Nu er spørgsmålet så, hvordan den indtægt bliver bogført, så den kan eliminere et underskud på omkring 400 kroner.
Formanden lagde ikke skjul på, at han følte sig mobbet og stillede derfor følgende forslag til generalforsamlingen: at der i en forsøgsperiode på et år bemyndiges formanden til at i dømme et eller flere bestyrelsesmedlemmer en bod, hvis formanden finder personens opførsel uetisk, ulødigt eller bare irriterende. Formanden håbede med dette forslag, at A/S bænkebiderne ved Sønderport kan vende tilbage til fordums ritualer og omgangsform.
Det er næppe nødvendigt at forklare, at forslaget blev nedstemt med meget stor majoritet.
Et andet forslag gik på, at menuen skulle ændres fra gule ærter til noget andet. Ifølge forslagsstilleren kunne det ske ved en afstemning på demokratisk vis. Også det forslag blev forkastet, men bestyrelsen vil dog til næste generalforsamling arbejde på at finde et alternativ til de gule ærter, så der bliver to ting at vælge mellem.
Inden den dybt seriøse generalforsamling blev afviklet, mødtes bænkebiderne ved bænkene, der blev læsset på en trailer tilhørende Sikringscenter Syd og derefter kørt ind i varmen, hvorefter selskabet med musik i spidsen leveret af Lar Nykjær kunne gå til generalforsamling og spisning.
(Flere billeder her under)

Formanden måtte stå på en halmballe for at holde overblikket.

Når man bærer denne trøje er man ægte ripenser.

Som det ses, gik bænkebiderne i procession til Hotel Ribe efter bænkene var kørt i tørvejr. Billedet med hønsene illustrerer kassererens syn på foreningens fremtid: det går den vej, hønsene skrabere, men forsamlingen (nederst til højre) er optimistisk.











































































