Tekst Hasse Jørgensen, foto Folmer Iversen, onsdag den 19. august 2026
Ribe Domkirke og Sct. Catharinæ Kirke inviterer i samarbejde til babysalmesang og musikalsk legestue i efteråret 2026.
Babysalmesang er for alle, der ønsker at stimulere deres baby med musik, bevægelse og salmesang. Musikalsk legestue er et tilbud, der er opstået på grund af efterspørgsel efter salmesang for de lidt større børn.
Det er ingen forudsætning, at man som forældre har sangstemme. For barnet er mors og fars stemmer absolut de smukkeste.
Babysalmesangen foregår i Sct. Catharinæ Kirke torsdage i tidsrummet 10:00-11:00.
Der synges, danses og leges til gamle og nye salmer og sange. Der lyttes til musik, babyerne gynges i tæpper, der laves rytmer – alt imens vi udnytter kirkerummet og dets helt særlige akustik og atmosfære.
Sang og musik stimulerer barnets musikalske og sansemotoriske udvikling, hvilket kan komme til udtryk ved, at barnet pludrer mere, bevæger sig mere og er mere socialt opsøgende. At synge for det lille barn skaber desuden et helt særligt nærvær mellem barn og forælder. Selvom barnet ikke forstår salmerne, kan tekst og melodier lagres i barnets underbevidsthed.
Efter babysalmesangen er der mulighed for en kop kaffe. Der vil være legemåtter med lidt legetøj til babyerne efterfølgende og tid til, at forældre kan tale med hinanden.
Det er gratis at deltage og alle er velkomne!
Tilmelding på Sct. Catharinæ Kirkes hjemmeside: sct-catharinae.dk.
For spørgsmål kan Ane Friis Nielsen kontaktes på 22 88 61 74 eller anefriisnielsen@gmail.com
Musikalsk legestue starter med et nyt forløb fredag 11. September 2026 kl. 9.30-11.30.
Musikalsk legestue er et tilbud i forlængelse af babysalmesang og henvender sig til børn i alderen 1-5 år med deres forældre.
Af de fremmødte er en stor del hjemmepassere. Forældre, som har fravalgt dagpleje eller børnehave og går hjemme, men der er også børn og forældre, som har en ugentlig fridag om fredagen og bruger tilbuddet som en god oplevelse sammen.
Musikalsk legestue foregår i Sct. Catharinæ Kirkes konfirmandstue, hvor rammerne giver plads til både sang og leg. De første ca. 30 minutter er der tilrettelagt et program med salmer, sange og sanglege. Til salmerne er der typisk fagter, som børnene hurtigt fanger. Herefter er der tid til at lege med legestuens legesager og spise medbragte madpakker.
Det er gratis at deltage.
Tilmelding på Sct. Catharinæ Kirkes hjemmeside: sct-catharinae.dk.
For spørgsmål kan Ane Friis Nielsen kontaktes på 22 88 61 74 eller anefriisnielsen@gmail.com







































































