Tekst og foto Hasse Jørgensen, søndag den 3. febr.
Det er de færreste, der har venner i Australien, og det er endnu færre, der har så gode venner, at de hopper på et fly og tager turen fra ”down under” til Ribe for at fejre en 50 års fødselsdag.
Australske Larry og lokale Niels Toft blev gode venner, da Toft med familie var i Australien. Larry har tidligere besøgt familien i Ribe, og det gør han også nu, hvor han lørdag aften og nat var med til at fejre Niels Toft på dennes 50 års dag.
– Og selvfølgelig skulle jeg være med til at fejre min gamle ven, lød det fra Larry under festlighederne.
Og der var mange andre, der havde lyst til at fejre Niels Toft, der havde inviteret til reception på Hotel Ribe og efterfølgende fest på byens spillested, Stenbohus, som begge har Toft som ejer. Hotel Ribe sammen med hustruen Tinne Rieck, og Stenbohus sammen med Carsten Berthelsen.
Flere end 200 mennesker gik gennem de hyggelige lokaler på Hotel Ribe i de første aftentimer, hvor der ud over drikke blev serveret et velsmagende pølsebord. Hvor mange, der var med på Stenbohus, er umuligt at sige.
Men givet er det, at den populære Niels Toft blev fejret godt og grundigt, da den ”rigtige” fødselsdag indtraf klokken 00.01.
Niels Toft er som bekendt født og opvokset i Ribe, uddannet traktormekaniker, og har siden beskæftiget sig med en masse forskellige ting som koncertarrangør, musikbooker, foreningsmand, knallertentusiast, værtshusholder og senest sammen med Tinne som hotelejer med succes. Efter at have forpagtet det gamle Hotel Sønderjylland og omdøbt det til Hotel Ribe, har parret shinet stedet op og siden overtaget det. Det er kommet rigtig god gang i udlejning af salen og hotellets pub, hvor der også serveres mad, og værelsesudlejningen er kommet så godt i gang, at den er udvidet med værelserne på ”Fru Mathias” i Saltgade, ligesom parret har aftaler med et par bed and breakfast, hvor de kan henvise gæster til, når hotellet har udsolgt. Og det sker jævnligt.










































































