Tekst Hasse Jørgensen, foto privat. Fredag den 5. juli

Der er lagt op til et australsk rugby-brag, som næppe før i Ribe, og som Ribe næppe nogen sinde vil komme til at opleve igen.

Det hele kommer til at foregå på Stenbohus på onsdag den 10. juli med start klokken 11.

Det handler om det endelige opgør i australsk rugby i State of Origen, og australske Mick, der er glødende tilhænger af det ene hold, har bebudet sin ankomst til Ribe under forudsætning af, at Niels Toft kan vise kampen på storskærm på Stenbohus.

Det har Niels Toft meldt tilbage, at det kan han godt, og det har fået Mick til at love en gratis øl til de første 30, der kommer på ”Stenen” og råber Maroons eller Quensland.

For det endelige opgør i State of Origen står mellem QLD Maroons, der kommer fra Quensland, og dem er Mick fanatisk tilhænger af.

Modstanderne er NSW Blues, der hører hjemme i New South Wales. Dem er Finn, der til dagligt bor i Sidney, men som har familie i Ribe, glødende fans af. Da han hørte, at kampen vises på Stenbohus, meldte han også hurtigt sin ankomst.

At der er store følelser i dette opgør kan ses af, at da Mick hørte, at Finn ville komme, var hans umiddelbare kommentar: -Ja, så må han jo stå udenfor og se kampen ind gennem vinduerne.

Samtidig har Mick i en SMS til Niels Toft på forhånd undskyldt sit sprogbrug, som forventeligt ikke bliver for sarte ører.

-Så der er lagt op til en fest på Stenbohus. Selve kampen begynder klokken 12,10, men vi varmer op fra klokken 11, fortæller Niels Toft.

Vi kan føje til, at der bliver uddelt fine præmier til gæsterne, men det vender vi tilbage til.

Det er set med australske øjne et fantastisk opgør, der spilles over tre kampe. Den første vandt QLD Maroons, mens den anden kamp blev vundet af NSW Blues. Så den tredje og sidste kamp på onsdag bliver aldeles afgørende.

Hvorfor spille tre kampe, hvis et hold vinder de to første?

-Sådan er det i Australien, og tag ikke fejl. Hvis et hold har vundet de to første kampe, vil taberne sætte alt ind på at vinde den tredje, for det handler om ære, siger Niels Toft, der selv med familien har boet down under.

Kampen er i National Rugby League, der ifølge kendere ikke må forveksles med Walabies, der er en anden form for rugby.

Serverer du så også australsk øl?

-Nej, men der er en rigtig god australsk rom, lyder det fra Niels Toft.

Der vil blive delt pæne præmie ud med relation til Australien.