Tekst & Foto: Johnny Tauman
12. september 2022
Årets lange tørkeperiode med østenvind har givet udfordringer for kultursvampen under Ribe Midtby – ikke mindst når man tager udgangspunkt i Redegørelsen til udvalg for Teknik og Miljø i Ribe Kommune og Ribe Amt dateret 20.4.1999.
Rapporten om Ribe Vesterå – Beskrivelse af reguleringer samt vandstands – og besejlingsforhold – kan man på side 12 og 13 læse: En lav Vesterå-vandstand er i stand til at afdræne grundvandet under byen. Dette rummer en risiko for, at den faldende vandstand i Vesteråen gennem dette århundrede (frem til rapportens udgivelse) kan have sænket grundvandstanden tilsvarende, og at omsætningen af de organiske materiale i svampen allerede har været i gang i nogle år med mulighed for et øget antal sætningsskader på bygningerne.
Hvad har lav vandstand medført?
Da vandstanden – eksempelvis i denne sommer – har været meget lav er det vigtigt at holde ekstra opmærksomhed på følgende citat: – For Ribe By, med dens mange fredede og bevaringsværdige bygninger og andre kulturminder, kan der være en risiko for, at faldende vandstand i Vesteråen medfører ødelæggelser.
Fake-nyhed er stadig på hjemmeside
Hvis læseren går ind på Miljøstyrelsen hjemmeside under portalen ”klimatilpasning” så kan man finde en artikel fra 18. maj 2021, som fortæller om Monitorering af grundvandsstanden for kultursvampen under Ribe. Det er desværre en fake-nyhed, som slutter med følgende afsnit:
Esbjerg kommune har bevilget ca. 1 mio. kr til projektet, heraf 750.000 kr. til de indledende etableringsomkostninger og derefter 50.000 kr. årligt i årene 2022-2025. Projektet omfatter etablering af 15 pejleboringer, monitering af grundvandstanden samt implementering af et nyt monitoringsprogram for Ribes bykerne.
(Artiklen bruger JV som kilde).
Forslaget blev ikke medtaget
RYK IND RIBE har taget kontakt til Esbjerg Kommune – henvist af Miljøstyrelsen – for at høre nærmere om denne monitorering med undersøgelse af kultursvampen, der skal være til at fremtidssikre Ribe mon sætningsskader i fremtiden.
Chef for Miljø & Byggeri Christina Egsvang Føns siger i et skriftligt svar: – Det var et forslag til budgetforhandlingerne, som ikke blev besluttet. Esbjerg Kommune har ingen undersøgelser. Jeg tror heller ikke, at de tidligere brønde kan anvendes, men det vil skulle undersøges.
RYK IND RIBE har besluttet at se nærmere på de dokumenter, som beskriver kultursvampen – og ikke mindst, hvordan kloaksepareringen vil hindre, at nedsivende regnvand tilfører fugt til svampen. Det vil ske gennem en række artikler









































































