Tekst Hasse Jørgensen, illustrationer VMB Arkitekter, Århus, , fredag den 30. januar 2026

Ribes historiske Domkirke skal de kommende år som tidligere omtalt gennemgå en omfattende restaurering og nytænkning af kirkens indretning. Nu er arkitekten, der skal løse opgaven, valgt.

Det bliver VMB Arkitekter fra Aarhus, der skal stå for den omfattende restaurering og nye indretning af den historiske Ribe Domkirke.

– Vi er utroligt glade for, at vi nu har valgt den arkitekt, der skal være med til at føre vores projekt med videre – og dermed også har fået et bud på, hvordan vores kirkerum skal se ud, siger Elof Westergaard, Biskop i Ribe Stift.

Mens Ribe Domkirkes kirkerum først og fremmest er et gudtjenesterum, er kirken også blevet et rum for flere besøgende samt hverdagens og årets begivenheder – koncerter og andre samlende arrangementer. Det sætter nogle nye krav til de funktioner, domkirken skal have.

– Formålet med vores omfattende restaurering og nye indretning af kirkens indre er at bevare og fremhæve Domkirkens kulturarvsværdier mens vi samtidig får skabt en moderne og funktionel ramme for kirkens mange forskellige aktiviteter, som også fungerer i hverdagen, fortæller biskoppen.

Respekt for historien

Arkitekturhistorisk er domkirken en palimpsest – et gammelt hus, der bærer mange tider i sig. Ved den seneste store restaurering, afsluttet i 1904, valgte man netop at respektere dette: en ydmyghed over for traditionen og en bevidsthed om, at man bygger videre – lag på lag. Det er samme ønske, man har for den forestående restaurering.

– Med VMB arkitekters projekt ”Harmonisk genklang” har de præsenteret en løsning, der ønsker at fremhæve kvaliteterne i de eksisterende forhold i domkirken og kun tilføjer nye elementer, hvor der er behov eller hvor det styrker den eksisterende arkitektur, siger biskop Elof Westergaard.

Det kommende restaureringsprojekt består blandt andet i nyt kirkegulv, forbedret indeklima og akustik, ny indretning og forbedret handicapadgang.

Restaureringen og den nye indretning er støttet af A.P. Møller Fonden, Aage og Johanne Louis Hansens Fond, Augustinus Fonden samt William Demant Fonden.

Fakta

Projektet har haft sin opstart og håbet er, at det nye kirkerum står færdigt i 2029

Ribe Domkirke blev sidst restaureret i 1904

Kirken er blandt de ældst bevarede i Danmark.

Projektet anslås at koste 169 millioner kroner.

Visualisering af det nye kor og den nye turistindgang