Tekst & Foto: Johnny Tauman
21. oktober 2021
Mens regnen stod ned med skomagerdrenge, måtte personalet fra Arkil og Eurostar kortvarigt søge ly, men ellers blev der arbejdet målrettet på Rosen Allé. I løbet af dagen kom der forskellige meldinger i forhold til, hvor langt man ville nå torsdag. Da RYK IND RIBE talte med Kövcü fra Eurostar var himlen kulsort, men alligevel kom han med en frisk melding: – Vi forsøger på at blive færdig allerede i dag – vi kommer helt fra Odense, så det betyder også noget for os at kunne slippe for en ekstra tur til Ribe. Hjemmefra havde han overvejet, at firmaet kun kunne nå de mest nødvendige trafikale opmærkninger, som stoplinjer og fodgængerfelter, men på stedet var han optimistisk (kl. 14).
– Vi har materiel, der kan tørre den våde asfalt, før der males, kom det med et smil. Og midt på vejen, blev der malet pile.
Asfalteringen blev udført af Arkil, som havde mange mand på arbejde. Asfalten kom med flere lastvognstog – og da solen endelig tittede frem, så blev det også til et velfortjent hvil på kofangeren.
Stürup havde anden opgave på Rosen Allé
Der var også gang i gravearbejdet ved bygningen, som rummer brand- og politistationer. Her var to personer fra firmaet Stürup i gang med at udføre en kloakseparering fra den store bygningsmasse.
– Der er tale om en anden licitation, som kun varer godt en uges tid, fortalte føreren af gravemaskinen. – Vi er simpelthen nødt til at flytte vores arbejde ud på kørebanen, selvom planen havde været at grave under fortovet. Her viste det sig at være godt “plastret” til med kabler og fjernvarme, så derfor blev strategien justeret – og med rette på spørgsmålet: – Hvordan tror du, at vi ville have det ved at grave kablet med netforbindelser over?
Spændende test
Det bliver rigtig spændende, når softwaren til lyskrydset skal kontrolleres. Fungerer det perfekt, så vil det betyde “go” til at få krydset åbnet for trafik.