Tekst Hasse Jørgensen, foto Visit Vejen. Fredag den 4. jan.
Der skal nu for alvor sættes gang i realiseringen af planerne for grænsestien, der skal gå fra V. Vedsted og følge den gamle grænse fra 1864 til 1920 30 kilometer mod øst.
Grænsestien skal dels følge eksisterende stier og veje, og dels skal der ske nyanlæg. Projektet er udpeget til at være et fyrtårnsprojekt i forbindelse med fejringen af genforeningsjubilæet i 2020.
Stiforløbet kommer til at gå fra Kongeåstien i øst til Vester Vedsted i vest, og flere steder bliver der lavet muligheder for rundture i den smukke natur.
Der er afsat et rådighedsbeløb på 3,3 millioner kroner, der skal dække udgifterne til grænsestolper, rutemarkering, stianlæg og informationstavler. Desuden er der planer om at lave shelters til overnatning og informationshuse. Til disse projekter er der søgt penge ved fonde og Friluftsrådet.
Byrådets udvalg for teknik og byggeri vedtog fredag enstemmigt at søge de 3,3 millioner kroner til projektet frigivet.
– Da det er en budgetsag, skal den lige ind over byrådet, men det tror jeg ikke giver problemer, siger formanden for udvalget, Søren Heide Lambertsen (S).
Det er hensigten, at stien skal indvies midt i juni 2020 som et led i fejringen af genforeningen, og derfor er der en stram tidsplan for projektet. Der er da også allerede kontakt mellem forvaltningen og lodsejerne, og i uge ni ventes det, at der kan holdes et stort informationsmøde, hvor projektet i detaljer kan præsenteres.










































































