Tekst & Foto: Johnny Tauman
22. maj 2021
For godt en uge siden bragte RYK IND RIBE en artikel om Bjerrumvejs ændring til en 2-minus-1vej. – Kun vejret vil kunne hindre, at den nødvendige opstregning bliver gennemført inden udgangen af maj måned, sagde udvalgsformand Søren Heide Lambertsen. Siden har regnbyger været næsten daglige begivenheder, men alligevel er det lykkedes at komme i gang med punkterede kantlinje på nordsiden af vejen. Arbejdet er startet ved diget og vil ved rimeligt vejr fortsætte frem mod Ringvejen. Derpå males kantlinjen på sydsiden.
Og så er der jo lige det med reglerne for kørsel på 2-minus-1 vejen. Flere har beskrevet reglerne – bla. FDM, som har iagttaget at rigtig mange bilister har svært ved at håndtere den nye vejtype.
Kør ikke på kantlinjen
Det er ikke tilladt at køre på den punkterede kantlinje – dette blandt også for at undgå unødigt slid samt øget dækstøj. Men vigtigst for at holde afstand til fodgængere og cyklister.
Sæt farten ned ved modkørende
Når man møder en modkørende skal man sætte farten ned. Efter at have sikret sig grundigt efter fodgængere og cyklister – i god tid trække ind over kantlinjen. Når den modkørende bilist er passeret, skal man fortsætte med lav fart og igen trække ind mod midten.
Fuglekik er mulig
Mange elsker at kikke efter fugle langs Bjerrumvej. Og hvordan er reglerne her i forhold til parkering? I princippet må man gerne køre ud over den stiplede linje og parkere bilen. Men vær opmærksom på, at der kan komme forbud mod parkering ved skiltning.
Hastigheden ønskes ned
Hensigten med designet med den smalle bane netop intuitivt at få farten ned uden ekstra skiltning. Så må tiden vise, hvordan der køres på strækningen