Tekst Hasse Jørgensen, foto privat, tirsdag den 12. juli 2022

Arbejdet med at etablere de nye bådebroer ved Kammerslusen er for alvor kommet i gang.

For nogle uger siden blev den bro, der skal ligge lige neden for Restauration Kammerslusen bragt til stedet, og nu er entreprenøren i gang med at vride de 48 stålrør, som skal holde hele det nye broanlæg, på plads.

Næstformand i Ribe Sejlklub, Henning Pedersen, fortæller, at der har været arbejdet et par dage med rørene, og han regner med, at arbejdet kan være helt færdigt indenfor de næste par dage.

Der skal vrides i alt 48 rør ned, som dels skal holde den bro på plads foran restauration Kammerslusen, som skal bruges af både gæstesejlere, turbåde og andre, ligesom der bliver plads til kanoer og kajakker. Dels skal de 48 rør holde de nye bådebroer, som ejes af Ribe Sejlklub og benyttes af sejlklubbens medlemmer. De brorer kommer på den sydlige åbred ind mod byen og erstatter de nedslidte bådebroer, som ligger på stedet i dag.

– Hvornår regner du med, at broerne er på plads?

– Når rørene er nede, skal vi have monterer nogle y-bomme til at holde broerne. De bomme har vi ikke fået alle sammen endnu, og så snart vi har dem, begynder vi arbejdet. Jeg vil tro, broerne kan komme på plads hen over sommeren, siger Henning Pedersen.

Et rør er bragt på plads