Tekst, Collage & Foto: Johnny Tauman
10. juli 2021

Egetræstammen ved det gamle toldsted tæt ved Kongeåen i Vilslev Spang begynder at få konturerne af en tolder. Time efter time arbejder billedkunstner og skulptør Leif F. Jakobsen målrettet – efter egne skitser og en model i voks – med skarpe huljern, stemmejern og mange, mange slag med en effektiv kølle.

Den lille voksfigur er lavet i forholdet 1:20

Leif er blevet færdig med hovedet – og kan nu ændre på stilladsets højde.

Hovedet med kasket er ved at være på plads- nu følger kroppen med tornyster, gevær samt støvler. – Der kommer rigtig mange forbi og hilser på, fortæller Leifs lillebror – Henning Jakobsen, som ejer det gamle toldsted, hvor et egetræ fra 1958 måtte fjernes og efterlod et stub på stedet.

Leif fortæller om flere modeller til at bevare skulpturen

Skal sikres mod råd og svamp

– Når tolderen er færdig, så skal vi jo sikre den for fremtiden, forklarer Leif, der har flere modeller i spil: – Måske skal vi bore en række huller og give injektioner mod råd, måske skal vi save tolderen fri og lave et fundament og i samme ombæring dreje ham en anelse mod nordvest, så han ser direkte på folk, der kommer over Kongeåen.

Kopper af kaffe

De to brødre hygger sig – og får hver dag vendt hverdagssituationen over kopper af kaffe og noget lækkert mad. Og de har meget at snakke om ud over træfiguren.

Lillebor Henning nyder de næsten daglige besøg

Der er en løsning på vej

Men tilbage til tolderen – den skal jo også have træbeskyttelse af en eller anden type. – Vi vil begge gerne beholde egetræsfarven og har derfor taget direkte kontakt til i Teknos i Gram, der får træolien fra Finland, lyder det fra Leif, der dog har to udfordringer. Man sælger kun til firmaer med CVR-nummer og efter forlydender kun i 20 liters dunke. Det sidste er der nu en løsning på, da Henning jo også skal behandle egetræet på den 360 grader roterende shelter, som han er ved at bygge.

 

Et skælmsk smil

Fire lokaler kvinder er på vandretur og gør holdt ved Leif. Og han giver sig tid til en lille snak, mens slagarmen holder en velfortjent pause. Og kunstneren fortæller gerne om sine ideer og tanker, som har fået frit spil i malerier og skulpturer. – Tolderen skal holde formen og historien, kommer det med et smil: – Jeg kunne jo godt have tænkt mig en kvindelig tolder, men da grænsen var her, var alle toldere mænd!

Leif blev meget bevæget

Fredag havde Henning inviteret en 14 personer til at besøge den arbejdende kunstner: – Der er tale om medarbejdere fra Halliburton, som Leif var direktør for tilbage imellem 1986-90, fortæller lillebror og fortsætter: – Det var inden Leif og jeg tog til Kuwait for at slukke oliebrande. Leif gad ikke at gå med slips til hverdag og på møder med de store olieselskaber, som ville have service til dumping priser. Det blev en virkelig god og hyggelig eftermiddag.