Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Esbjerg Kommune, mandag den 16. oktober

Der er ingen tvivl om, at 18-årige Anton Nørby-Lassen havde en gevaldig søndag aften i selskab med den danske kongefamilie, kongelige fra Europa og 200 andre unge fra hele landet.

Som tidligere omtalt blev Anton Nørby-Lassen fra Ribe udtaget som en af Esbjerg Kommunens to repræsentanter ved prins Christians 18-års fødselsdag, der blev fejret med gallamiddag på Christiansborg Slot.

Anton har valgt at blive et par dage i København, og i en telefon fra hovedstaden fortæller Anton her dagen efter festlighederne om en fantastisk oplevelse.

Fik du hilst på de kongelige?

– Også dem alle sammen, lød det med et grin i telefonen.

Så det var en oplevelse?

– Det var det helt bestemt.

Var der god underholdning?

– Der var der afgjort. Masser af musik Danmarks Radios Pigekor kom ind og stillede sig mellem os og sang fødselsdagssang for Prins Christian. Det var meget flot, og efter middagen var der bar med øl og alkoholfrie drinks. Det var rigtig dejligt og meget hyggeligt.

Og maden var god?

– Det smagte rigtig godt.

Så du har ikke fortrudt, at du tog afsted?

-Bestemt ikke, lød det fra Anton.

Det spiste Anton og de øvrige gæster:

Forret: Pighvar. Fennikel, jordskokker og danske trøfler.

Hovedret: Farseret Graasten unghane. Grøntsager fra Fredensborg Slot og Karl Johan sauce.

Dessert: Fødselsdagskage ’’Prins Christian 18 år’’. Ferskner fra Fredensborg Slot.

Vinmenuen: La Cigaralle, du Prince de Danemark 2021 fra Cahors, Frankrig – (hvidvin). Chateau de Cayx 2018 fra Cahors, Frankrig – (rødvin). Moët et Chandon Cuvée M&H Speciale – (champagne)