Tekst: Renè Jørgensen foto: Torben Hestehave
24. februar 2022.
Fastelavn er mit navn…
Traditionen tro inviterer Det antikvariske Selskab børn og barnlige sjæle til en festlig eftermiddag med tøndeslagning. Vi fastholder ikke skikken med en levende kat i fastelavnstønden, men Rådhus Conditoriet vil atter forsyne os med sine uovertrufne fastelavnsboller, mens Café Quedens serverer varm kakao for os. Så vi kan garantere en festlig eftermiddag, fortæller Hans Beksgaard fra selskabet.
Fra kl. 13.00 vil børn og barnlige sjæle kunne få lagt en flot makeup med rigtig teatersminke, og kl. 14.00 synges tøndeslagningen ind med slikfyldte tønder til de forskellige aldersgrupper.
Og så starter tøndeslagningen, kåring af kattekonge og –dronning samt en præmie til den bedst udklædte. – Slip fantasien løs og kom med jeres farverige børn.
Fakta: Traditionelt var fastelavn indledningen til den 40 dages lange faste inden påsken. – I fastelavnsugen smovsede man i al den dejlige mad, der var forbudt under fasten, -og så var alle de gængse normer sat ud af spil: selv ”pæne” borgere kunne tillade sig at være skøre!! – Så fastelavn giver os en mulighed for at udleve vores drømme, – at forklæde os som den vi inderst inde beundrer eller kunne tænke os at være.
I år foregår det så i Toldbodens gård med sminkning og afsluttende kakao og fastelavnsboller i Vejerboden.









































































