Tekst & Foto: Johnny Tauman
30. oktober 2020
På hjørnet af Varmingvej og Haderslevvej ligger Kræmmerbutikken med reklameskiltet: ANTIK – GAMMEL – NYT.
Det er en utrolig butik, som Erik Nielsen fra Tiset driver på hobbybasis. Det ses af åbningstiderne, som er begrænset til lørdage og søndage fra 11-15.
Måske skulle du en dag kikke ind, når du alligevel har sat farten ned gennem Skallebæk, hvor der ofte gennemføres kontrol med fotovognen. Du vil blive mundlam over alle de ting og sager, som findes i den gamle butik, som tidligere solgte dagligvarer til områdets beboere.
– Jeg har førhen tømt dødsboer, men det tager al for lang tid, lyder det fra Erik, som har drevet sin butik i mere end 7 år. – Du samler måske på gamle mælkeflasker – vi har dem i alle størrelser – de gennemsigtige og de brune. Eller måske en LP til pladespilleren. Eller…..
Erik er altid frisk til en god handel – en handel, som måske kan give plads til ”nye” varer på hylderne eller i standene på forpladsen. Men husk, at det kun er i weekenden, der er åbent. Står du og mangler en bestemt dippedut, så kan du måske få en aftale på mobil: 2299 0161.