Tekst Hasse Jørgensen, foto Rene Jørgensen, copyright. Torsdag den 1. okt.

Antallet af vielser af udenlandske par har taget en eksplosiv stigning fra 2015 til dato. Og på vielseskontoret i Esbjerg Kommune er der travlhed for at efterkomme alle ønskerne.

I 2015 blev der viet 199 udenlandske par i Ribe, medens tallet året efter var steget til 369. I 2017 blev der viet 748 udenlandske par i Ribe, og hvis prognoserne holder, lander tallet i år på 1600. Hertil kommer så alle de danske par, der vies i domkirkebyen.

Om tallene kan holdes fremover, er der meget tvivl om, fordi alle par, hvoraf den ene ikke er dansk statsborger og har ret til ophold i Danmark, fremover skal have deres papirer godkendt i en central enhed i Odense. Det frygter nogen kan medføre en nedgang i antallet af udenlandske vielser, fordi det bliver for besværligt og langsommeligt.

Lederen af vielseskontoret, Marianne Kirkegaard, erkender at der er travlt på vielseskontoret i øjeblikket.

– Men om travlheden skyldes den almindelige større interesse for at blive viet i Ribe, eller om det skyldes, at brudeparrene rykker deres vielse frem af hensyn til det nye, er det svært at sige.

I den nye, centrale enhed i Odense, ventes det, at sager, hvor alt er i orden, kan ekspederes på en uge, mens der indledes en nærmere undersøgelse, hvis der er tvivl om tingene. Den centrale enhed er lavet for at opdage proformaægteskaber, der medfører, at den ene part får ret til at bo i EU.

Hvor lang tid er i lokalt om at behandle sagerne?

– Vi vil gerne have 14 dage, men vi kan gøre det noget hurtigere, hvis det skal være. Men så skal alle papirer også være i orden, og det skal være de rigtige, originale papirer, vi får.

Har i afsløret proformaægteskaber?

– Vi har afsløret falske papirer, og vi har også haft udlændingepolitiet inde over flere sager, lyder det fra Marianne Kirkegaard.

Hun peger på, at de udenlandske vielser betyder meget for handelslivet i Ribe og dermed for kommunen.

– Ud fra det, vi kan se, har hvert ægtepar gæster med til brylluppet, og vi vurderer, at det drejer sig om cirka 8.000 i 2018, hvis tallene holder. Og hvorfor skulle de ikke det. Det har de gjort hidtil. Dertil kommer 3200 personer, der bliver viet, og alle opholder sig som regel nogle dage i byen specielt efter vielsen.

– Vi får i øvrigt meget ros for den måde, vi foretager vielserne på, og vi oplever, at mange ”stikker” hovedet indenfor år efter, de er blevet gift, for lige at se stedet igen. De kommer altså tilbage, og det giver yderligere omsætning, siger Marianne Nørgaard.

En landsundersøgelse viser, at udenlandske ægtepar lægger omkring 3.000 kr. per par i den by, hvor de bliver viet. Det giver i Ribe i 2018 omkring 5 millioner kroner, og hertil kommer så de penge, deres gæster lægger på hoteller, restaurationer, i butikker o.s.v.

Det var den tidligere formand for Ribe Handelsstandsforening, Poul Anker Nielsen, der fik sat skub i kampagnen for vielse af udenlandske par i Ribe, og han er godt tilfredse med resultatet men er bekymret for fremtiden, når parrene skal godkendes i Odense.

– Det er noget ikke mindst handelsstandsforeningen må holde øje med, lyder det fra Poul Anker Nielsen.