Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Ryk Ind Ribe, tirsdag den 25. april 2023
Antallet af overnattende gæster i Destination vadehavet er igen i stigning efter korona.
Det fremgik af beretningen på Destination Vadehavets generalforsamling, hvor formanden, Claus Pedersen, kunne fortælle, at destinationen i 2022 nåede i alt 1.523.060 overnattende gæster, hvilket er en stigning på 6,2% i forhold til det år man gerne vil sammenligne med – nemlig 2019.
– De 1.523.060 overnattende gæster placerer os størrelsesmæssigt lige midt i feltet af de 19 danske destinationer, og det er vi godt tilfredse med, når vi samtidig ved, at vi arealmæssigt er landets mindste destination. Læg dertil, at Ribe har et højt antal endagsturister, som der ikke endnu rapporteres så meget på, sagde Claus Pedersen bl.a. og tilføjede:
– Summa Summarum: Turismen bidrager med liv og omsætning for alle vores aktører, arbejdspladser og kvalitative oplevelser for vores lokale borgere samt en øget omsætning i vores forretninger, og turismen har således en enorm betydning for vores 2 kommuner.
– Med hensyn til projekter har der været fokus på at tiltrække flere turister til området via projekt ”Power Brand”. Power Brand projektet køres i tæt samarbejde med vores to tætte kollegadestinationer, Destination Vesterhavet og Destination Nordvestkysten.
– 35% af alle overnattende udenlandske gæster i Danmark kommer fra de 3 destinationer her på Vestkysten. Projekt Power Brand har medført kampagner på både det Tyske, Hollandske og Norske marked og Destination Vadehavskysten har via projektmidler fra staten bidraget med 2 mill. kroner samlet set i 2022 på de 3 internationale markeder. Derudover kommer et markedsføringsforbrug på mere end 1 mill. kroner på det Danske marked via midler samlet ind hos partnerne i Vadehavskysten, oplyste Claus Pedersen.
Til bestyrelsen var der genvalg til Heidi Maimburg og Marianne Milter Bay. Klaus Melbye blev nyvalg. Mark Mikkelsen trådte ud af bestyrelsen men blev suppleant, sammen med Tobias Skovmose.