Tekst & Foto Johnny Tauman
9. juli 2019

Når du ønsker at spise rigtig godt i det vestjyske, så kan du vælge at søge på Eaties hjemmeside eller App. Om det er fordi vestjyder generelt spiser mindre ude – eller springer anmeldelser over skal RYK IND RIBE lade stå usagt. Men faktum er, at der ikke er nogen lokale restauranter fra Ribe på Top 100 listen – det er faktisk kun Ribehøj med adresse i Føvling og så Kellers Badehotel på Fanø, der har fået så mange positive anmeldelser, at de kan være med blandt de bedste.

Top 100 – kun to i det vestjyske finder plads herpå

Der skal 100 anmeldelser for at komme i betragtning – og konkurrencen er stor.

Tæt kamp i toppen i Ribe

Lokalt kæmper V. Vedsted Vingaard (9:6) og DAM på Mellemdammen (9:4) om første pladsen. Med så flotte anmeldelser er der ikke plads til ”skæverter”. Hvert måltid hver dag er en eksamen.
Eatie gør opmærksom på, at DAM´s pointsum er korrigeret ift. meget få anmeldelser (33), så hvem ved: måske er tilbuddene måske til en uafgjort næste gang?

Mangler 37 anmeldelser

Til gengæld mangler V. Vedsted Vingaard blot 37 anmeldelser – og hvis stilen holdes, så vil det placere restauranten på en plads mellem 61 og 100 , såfremt alle andre holder niveau.