Tekst & Foto: Johnny Tauman
6. august 2023

Når Esbjerg Kommune i løbet af mandag på hjemmesiden orienterer om de indkomne ansøgninger om etablering af solcelleanlæg og vindmøller, der er modtaget med frist 1. august, bør du lige orientere dig en ekstra gang! Måske er der ansøgt om anlæg i nærheden af din bopæl, uden du er blevet orienteret herom.
I nærheden af den idylliske landsby Varming – langs Stavnagervej, hvor der i årtier har været landbrug med korn og især kartofler, er der ansøgt om solcelleanlæg (med mulighed for at opsætte vindmøller). Materialet, der er udarbejdet af Cowi, omtaler, at hele projektområdet ligger inden for kommuneplanens udpegning af bevaringsværdige landskaber samt større sammenhængende landskaber.
Beboerne omkring Varming er bevidste om, at deres boliger er placeret i et område, der er klassificeret som værdifuldt kulturmiljø – og ønsker derfor ikke at blive naboer til et solcelleanlæg.
– Vi ønsker at bevare vores unikke område, som ligger mellem Ribe Å og området øst for Munkesø samt store dele af fredsskoven, siger Camilla Strandberg, der sammen med en række beboere forbereder en indsigelse mod projektet.
RYK IND RIBE erfarer, at der er indsendt 20-30 ansøgninger om solcelleanlæg i hele kommunen – og at der efter konkrete saglige og faglige vurderinger vil blive givet tilladelser til et sted mellem 3 og 6 projekter. Sagsbehandlingen og udvælgelsen vil foregå i løbet af efteråret.
RYK IND RIBE følger udviklingen og orienterer, når der er nyt i processen.