Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, onsdag den 30. september

Christian IV’s Vokalensemble giver på fredag den 2. oktober klokken 1930 koncert i Ribe Domkirke.

Musikken er en hyldest til 1200-års jubilaren Ansgar – Nordens apostel – med den samlende titel ”Evangelium ad Danos”, fordi Ansgar jo kom til Ribe med det kristne evangeliums budskab og spredte det til datidens Danmark og hele Norden.

Christian IV’s Vokalensemble består af otte professionelle sangere, der dyrker korsang på internationalt niveau under ledelse af dirigenten Ruben Munk, bl.a. med flere udlandsturnéer og medvirken ved festivaler m.v.

Repertoiret er overvejende a cappella-sang fra renæssancen, men ensemblets synger også gerne musik fra vor tid. Således bl.a. fredag aften med et program, der sammen med publikum er en vandring i Ansgars fodspor til tonerne af middelalder- og middelalderinspireret musik komponeret af bl.a. Domkirkens kantor Jonas Hunt. Der er en entré på kr. 100.