Tekst Hasse Jørgensen, foto René Jørgensen, fredag den 13. august
Med sol og drivende skyer over Industrivej, fik de omkring 100 ansatte på AH Industries med ledsagere mulighed for et par hyggelige timer, da ledelsen havde kaldt til fest.
Som omtalt andet sted på siden er AH Industries overtaget af Euro Steel, og de nye ejere lagde ikke skjul på, at de lægger stor vægt på det menneskelige og fællesskabet. Og netop det blev sat i højsædet ved eftermiddagens arrangement.
I gården ved det store industriforetagende var der lavet borde af paller, og her kunne ansatte med familier nyde den veltilberedte mad i følgeskab med drikkelige ting.
Noah Larsen er en ung musiker, der afgjort har talent, og som med nutidens musik høstede stort bifald, selv om publikum for langt størstepartens vedkommende ikke lige var i hans aldersklasse. Men Noah Larsen brænder igennem fra scenen.
Han var på før legendariske Michael Falch gik på scenen, og som den entertainer, han er, fik han publikum med med det samme. Ikke mindst da han kunne fortælle, at navnet AH Industries var han ikke rigtig klar over, hvad det betød. Om det skulle tolkes som noget dejligt i stil med ah……
Hans musik er stadig aktuel, og publikum kunne da også synge med på flere af de kendte numre som bl.a. I et land uden høje bjerge.
En helt igennem hyggelig eftermiddag, der uden tvivl var med til at ryste deltagerne sammen og dermed opfylde målet nemlig at fremhæve det menneskelige.
Fakta
Noah Larsen kan kontaktes under kunstnernavnet “youknowmyname”