Månedens kunstværk, juli 2022: Anne Marie Carl-Nielsens dyreskulpturer

Tekst og foto Ribe Kunstmuseum.

Det er svært at sætte billedhugger Anne Marie Carl-Nielsen i bås. Svært at sige, at hun laver dén slags skulpturer. Hun når hele vejen rundt med middelalderdronninger, kopier af græske arkaiske skulpturer, mytologiske scener med sagnfigurer og fabeldyr, en rytterstatue af en navngiven konge, domkirkeporte med bibel- og naturmotiver, og dyr – dyr, der befinder sig i alverdens situationer og positurer. Alle slags dyr fra moskusokser og kameler til får, heste, køer og alt ind imellem.  I Ribe Samlingen findes to af hendes dyreskulpturer, nemlig to kalkuner.

Tegnede dyr i kagedejen

Anne Marie Carl-Nielsen, f. Brodersen, voksede op på proprietærgården Thygesminde i Sdr. Stenderup. Hendes far opdrættede kvæg og importerede får fra England, og hver sommer var hun med, når kvæget skulle drives til Tøndermarsken. Hun lærte dyrenes anatomi godt at kende, gravede ler op i haven og modellerede, fandt smør i køkkenet og brugte det som modellervoks, tegnede dyr i dejen. Hendes første underviser var en dyrlæge, der lærte hende om dyrenes anatomi.

Fik hurtigt vind i sejlene

Efter at have modtaget undervisning på C.C. Magnussens Snitteskole i Slesvig, på Tegneskolen for Kvinder samt hos porcelænsmaleren Fanny Garde samt billedhuggerne Agnes Lunn og August Saabye debuterede Anne Marie Carl-Nielsen med en portrætbuste i 1884, vandt Neuhausens Præmie i 1887 med Thor og Midgårdsormen, og udstillede dén samt to kalve på Den Nordisk Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling i København i 1888. Der var fart på fra starten, og det blev der ved med at være indtil hendes død i 1945. Da hun i 1891 rejste til Paris på et stipendium fra Kunstakademiet, mødte hun sit idol, August Rodin – datidens nok største billedhugger – og han huskede hendes kalve fra udstillingen i København. Kalvene blev forresten også udstillet på Verdensudstillingen i Chicago nogle år efter.

Dirty tricks sikrede den rigtige stilling

I et interview i Vendsyssel Tidende i 1933 blev Anne Marie Carl-Nielsen spurgt om, hvordan hun fik den særlige dynamik ind i sine dyreskulpturer. Her svarer hun omkring sine kalveskulpturer: ”Det var svært at faa den til at staa i Stilling, og jeg maatte vente taalmodigt paa den, men saa fik jeg en Ide. Jeg kravlede over Gærdet paa Naboens Mark, hvor jeg vidste Kalvene havde Lus, og dem samlede jeg og satte paa vore Kalve, og saa skal jeg love for, de kløede sig (…)”

En god historie

Anne Marie Carl-Nielsen VAR eminent til at gengive dyrenes karakteristika og deres stillinger, men hun brugte også sine baggrund fra landet aktivt i sin markedsføring. Hun italesatte sig selv som det ukuelige landbobarn, der levede i pagt med naturen – og brugte denne fortælling til at bane vejen for en kunstnerisk karriere. Anne Marie Carl-Nielsen gjorde op med en række forventninger til hvordan en kvinde ’skulle være’, hun tog sig en kunstnerisk uddannelse inden for et hårdt fysisk fag, hvor også mange mænd måtte opgive, og tjente godt med penge på sin kunst – også før hun mødte sin mand Carl Nielsen i Paris i 1901. Hun skrev i sine erindringer, at hun som kæledyr havde en skrubtudse, og at der altid sad en krage på hendes skulder, når hun red.

Om det er rigtigt, eller om hun ”fremelsker en version af sin baggrund”, der kan bruges gunstigt i en fortælling senere hen, sætter udstillingens hovedkurator spørgsmål ved i det katalog, der blev udgivet sidste år. Faktum er, at Anne Marie Carl-Nielsen modellerede sine dyr med en særlig sanselighed og blik for deres særlige kendetegn.  Nogle udførte hun med modeller – fx fandt hun særlige heste til særlige skulpturer rundt omkring i Danmark og i Tyskland, hvor hun opførte ’pop-up-atelierer’ for at kunne studere dem på nærmeste hold – senere i livet modellerede hun efter hukommelsen.

Dyr bruges på mange måder i AMCNs kunst

Dyreskulpturerne blev Anne Marie Carl-Nielsen ved med at udføre – enten som enkelte værker, som fx Ribe Kunstmuseums egne to kalkuner, eller som en del af større skulpturer som fx Rytterstatuen af Christian IX på Christiansborgs Ridebane, Den Lille Havfrue på Christians Brygge eller som dekorationer på Ribe Domkirkes bronzeporte. Udover museets egne skulpturer, kan mere end 50 små dyr ses i udstillingen ”Anne Marie Carl-Nielsen”, der har sidste dag 28.8.2022 på Ribe Kunstmuseum.