Tekst Hasse Jørgensen, foto Rene Jørgensen. Tirsdag den 2. juni

Det Konservative byrådsmedlem og udvalgsformand for Kultur- og fritidsudvalget, May-Britt Andrea Andersen venter sit andet barn til januar og går herefter på barsel i ca. 4,5 måneder. Det vil sige, at May-Britt er fraværende fra byrådet i januar, februar, marts, april og første halvdel af maj måned 2020. I denne periode bliver Det Konservative Folkepartis 1. suppleant til byrådet Peder Tørnqvist fra Ribe indsuppleret som både byrådsmedlem og udvalgsformand.

May-Britt Andrea Andersen siger: Jeg ser frem til at blive mor endnu engang. Det at blive mor er noget af det største jeg har oplevet og vi glæder os enormt meget til at Klara Sofie skal være storesøster. På en måde føles det dog lidt ambivalent for mig, fordi jeg igen er nødsaget til i en periode at slippe byrådsarbejdet, som jeg brænder virkeligt meget for.

Samtidig glæder jeg mig over at være medlem af et parti, hvor familiepolitikken er i fokus og hvor der skal være frihed til familierne selv kan at bestemme, hvordan f.eks. barsel skal fordeles mellem forældrene. Det Konservative Folkeparti mener grundlæggende, at mor og far bedst selv ved, hvordan deres barsel skal fordeles mellem dem. Det skal staten, EU eller andre grundlæggende ikke blande sig i.

Øremærket barsel er et indgreb i familiernes frihed til at prioritere, hvordan de ønsker at indrette sig i den periode, hvor deres lille, nye barn vænner sig til verden. I Det Konservative Folkeparti tror vi på, at forældre bedst selv ved, hvad der er bedst for deres familie, for deres økonomi og for deres lille nye barn.

Familier er forskellige, og vi prioriterer på forskellige måder – det skal der være plads til. Hos os har vi valgt at fordele barslen på den måde, at jeg tager ca. 4,5 måneders barsel og min bedre halvdel tager ca. det samme. Vi gjorde det samme med vores første barn, og det har fungeret rigtig fint for os.” siger May-Britt Andrea Andersen.

Formand for Det Konservative Folkeparti i Esbjerg Kommune Rasmus Sømod: Vi ønsker May-Britt og kæresten Mark tillykke med familieforøgelsen. Det er vigtigt, at der også er plads til et liv ved siden af politik, og at der er balance mellem arbejds- og familieliv. Jeg kender May-Britt som en ansvarsbevidst person, der prioriterer byrådsarbejdet højt. Men det er også vigtigt at have et liv ved siden af politikken og derfor er jeg glad på hendes vegne og er – også denne gang – fuld af fortrøstning over, at Peder Tørnqvist overtager i perioden. Nu fokuserer vi i første omgang på budgetforhandlingerne, hvor der ligger et vigtigt stykke arbejde og venter. Derefter forventer jeg, at May-Britt Andrea Andersen og Peder Tørnqvist kommer til at køre et tæt parløb frem til januar måned, så skiftet bliver så gnidningsfrit som muligt”.