Tekst Hasse Jørgensen, foto René Jørgensen, onsdag den 27. januar
Mr. Håndbold, Anders Dahl-Nielsen, Ribe, fik sig en ekstra fødselsdagsgave, da han i dag fylder 70 år.
Anders Dahl-Nielsen fik Skjern Håndbolds Go’ Energi Prisen, og begrundelsen er, at Anders Dahl-Nielsen gennem efterhånden mange år har tilført Skjern Håndbold en masse god energi.
Det er i øvrigt ikke det eneste sted, Anders Dahl-Nielsen er kommet med god energi. Han har om nogen betydet meget for dansk håndbold generelt og håndbolden i Ribe i særdeleshed, og privat er Anders Dahl-Nielsen også et særdeles behageligt menneske.
Anders Dahl-Nielsen førte som spillende træner Ribe HK fra landets næstbedste række til den bedste, og han var manden, der fik den legendariske målmand Mogens ”Muggi” Jeppesen til Ribe. De to havde forinden spillet håndbold sammen i Fredericia.
Anders Dahl-Nielsen nåede 209 landskampe, og efter tiden i Ribe blev Dahl-Nielsen træner for landsholdet, og siden gik turen til Flensborg Handewitt, som han bragte op i toppen af tysk og europæisk håndbold. Herfra gik turen til Skjern Håndbold som træner, siden manager og nu som en del af den sportslige ledelse.
I mange år var Anders Dahl-Nielsen lektor på det daværende Ribe Seminarium med idræt som linjefag.