Tekst Hasse Jørgensen, foto VisitRibe. Fredag den 26. okt.

Det går godt i Esbjerg Kommune og i Sydvestjylland i disse år. Men hvordan sikrer vi, at vi kan fastholde den positive udvikling og måske endda gøre det endnu bedre? Hvad kan og skal vi selv gøre, og hvor skal der skrues på nogle knapper på nationalt plan?

Disse spørgsmål er en del af dagsordenen tirsdag den 13. november, når Andelskassen i Ribe afholder debataften i Ribe Fritidscenter for alle interesserede.

– Andelskassen er en bank, der tager ansvar for sine lokalområder, og vi vil gerne være med til at påvirke udviklingen, så vi også i fremtiden kan leve og arbejde i en landsdel i vækst og trivsel. Der er en tendens til, at hele problematikken omkring det såkaldte ”Udkantsdanmark”, som tilsyneladende er alle områder af Danmark uden for København og Aarhus, nu i højere grad end tidligere tænkes ind i politiske beslutninger på Christiansborg, men det er en debat, der skal holdes liv i. Og så skal vi huske at holde gang i den lokale dialog mellem borgere, erhvervsliv og politikere. Det vil vi gerne med dette arrangement, siger Karsten Boulund Svendsen, som er filialdirektør i Andelskassen i Ribe, der står bag debatarrangementet.

Deltagerne i debatmødet vil kunne høre oplæg fra borgmester Jesper Frost Rasmussen, adm. direktør Kristian Andersen fra Primo Vinduer i Lintrup, Kim Ruberg, formand for landsforeningen Danmark på Vippen, der arbejder målrettet for vækst, velstand og lige vilkår i hele Danmark, og Jan Pedersen, adm. direktør i Danske Andelskassers Bank.

Mødet finder sted fra kl. 17.00 og rundes af med en sandwich og øl/vand kl. ca. 19.30.

Det er gratis at deltage i arrangementet, og alle er velkomne, men deltagelse kræver tilmelding via andelskassen.dk/tilmeld. Tilmelding skal ske senest tirsdag den 6. november.