Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, 4. september 2025
Fem restaurationer og forretninger i Ribe er med, når på landsplan 1400 studerende fra amerikanske universiteter skal indføres i dansk kultur, herunder dansk madkultur. Hvor mange af dem, der besøger Ribe, er endnu ikke helt klart.
I Ribe deltager følgende I arrangementet: Ribe Pakhus, Restaurant Backhaus, Terpager & Co., Pompei og Temper Chokolade.
De studerende skal opleve klassikere som smørrebrød, tarteletter og gammeldags isvaffel såvel som nye grønne serveringer og besøge udvalgte restauranter, madbutikker og lokale producenter. Det sker i hverdagene fra 8.-12. september i Aarhus, Aalborg, Aabenraa, Sønderborg, Skive, Randers, Esbjerg, Ribe, Kolding og Odense.
Det er by- og madoplevelsen Moveat, der går i partnerskab med uddannelsesinstitutionen DIS og skræddersyer 26 gastronomiske gåture for de studerende i 10 byer i Danmark.
De studerende kan glæde sig til en velsmagende, sjov og indsigtsfuld introduktion til dansk madkultur gennem møder med lokale kulinariske helte. I hver by tilbyder 5 håndplukkede spisesteder og madoplevelser en signatur-servering og fremviser deres mad, historie, gæstfrihed og atmosfære. En perfekt måde at blive introducereret til danske hygge, fællesskab og den lokale madscene sammen med andre.
Der skal smages alt fra smørrebrød, rejecocktail, stjerneskud, frikadeller, en gammeldags isvaffel med kugler og guf, dansk ost og andre danske råvarer og produkter. De studerende skal på kro, restaurant, i madbutikker, havnegrill, chokoladebutikker, besøge lokale producenter og alt derimellem.
Partnerskabet er et eksempel på Moveat Limited, hvor de gastronomiske gåture skræddersyes i partnerskab med foreninger, brands og virksomheder, der ønsker at invitere personale, samarbejdspartnere eller potentieller kunder på en helt særlig og unik oplevelse.
Med partnerskabet med DIS bliver konceptet for alvor etableret og får flyvehøjde med hele 26 gåture, 46 restauranter, og 10.000 serveringer.
DIS er en selvejende non-profit undervisningsinstitution, som er specialiseret i study abroadophold af primært ét semesters varighed i enten København eller Stockholm. De studerende kommer fra partneruniversiteter i Nordamerika. DIS blev etableret i 1959 og har siden fungeret som en vigtig del af dansk-amerikansk kulturudveksling. Udover klassebaseret undervisning, udgør studieture og virksomhedsbesøg en grundlæggende del af læringsmiljøet på DIS. Ved at opleve deres værtsland uden for klasselokalet opfordres de studerende til at fordybe sig i lokalsamfundet og skabe værdifulde forbindelser på tværs af Atlanten.
Moveat blev grundlagt i Sverige i 2019, og krydsede i september 2024 Øresund med stor succes og fuldsatte Moveat Original i København, Aarhus, Odense, Aalborg og Esbjerg. Siden har oplevelsen bredt sig til hele Danmark og flere og flere byer og nabolag kommer løbende til. På en Moveat Original tager 150-300 gæster på en hyggelig gåtur og nyder signatur-serveringer på nøje udvalgte restauranter, vinbarer, markeder, specialbutikker og andre interessante maddestinationer. En sådan tur har tidligere været arrangeret i Ribe.