Tekst Hasse Jørgensen, foto Hasse og privat, onsdag den 10. maj 2023
Det hele startede under beskedne forhold i et værksted indrettet i tømmerhandler Lærke Thomsens lokaler i Øster Vedsted.
Her oprettede og drev Jesper Mikkelsen sit smedeværksted Ambolten i halvandet år. Meningen var, art han selv ville være i værkstedet og løse de opgaver, han kunne ene mand.
– For jeg havde ikke behov og har det stadig ikke for at have en stor virksomhed, som Jesper selv siger.
Men udviklingen ville det anderledes. Efter halvandet år byggede Jesper Mikkelsen værksted på Industrivej, og det er senere blevet udvidet med en stor hal til de nuværende lokaliteter.
Og udviklingen i Ambolten har medført, at Jesper Mikkelsen fra primært at fremstille altaner, rækværker og broer i bygnings stål, er produktionen gået over til ret så store emner i industristål. Og medarbejderskaren er udvidet til fire plus chefen selv.
Netop nu er Jesper og medarbejderne ved at lægge sidste hånd på et ni tons tungt element, der er så stort, at det ikke kan vendes inde i hallen.
Elementet bliver lagt på ”rulleskøjter” og trukket udenfor ved at kante det gennem porten. Udenfor kan det med hjælp af en kran vendes, hvorefter det igen kantes ind i hallen for at blive svejset færdigt på den anden side.
Hvad elementet skal bruges til, og hvem kunden er, må af konkurrencehensyn ikke offentliggøres.
– Men jeg kan fortælle, at langt de fleste af de elementer, store som små, vi producerer, kommer ud af landet, fortæller Jesper Mikkelsen.
Da han startede virksomheden, havde han en ide om, at han ikke ville bruge penge på markedsføring. Og den ide har han fulgt.
– Men i dag vil jeg ikke anbefale andre iværksættere at gøre det. Der går lang tid, inden der kommer ordrer, men i dag har jeg den glæde, af mange af de første kunder, jeg havde, stadig er mine kunder, mens andre og store kunder er kommet til. Vi kan således glæde os over at have kunder over hele landet og lokalt. Blandt vores store kunder er bl.a. Energinet, Lindberg Industri, Lynddahl, Nørregård Anlæg og AH Industries.
(Artiklen fortsætter under billedet)
- Et ni tons tungt element kantes ud gennem porten
- for at blive vendt med en kran
- og så meget fylder det færdige element
– Mange af de store opgaver, vi laver som underleverandører, baserer sig på tillid. Jeg laver mange opgaver uden at være i udbud eller licitation, og med nogle af de store kunder aftaler vi ingen gang pris, inden vi går i gang. Vi får ordren og laver opgaven på regning efter vi har aftalt tingene i telefon. Det er gensidig tillid.
– Det er det lidt gammeldags med, at en mand er en mand og et ord et ord?
– Ja, og det har jeg det absolut bedst med. Jeg er sådan indrettet, at vi skal videre. Derfor betyder det meget, at personen i den anden ende af røret kan tage en beslutning her og nu.
– Jeg er fra en tid, hvor en telefonopringning er langt at foretrække fremfor en mail, men der er dog visse tilfælde, hvor jeg er nødt til at bruge en mail for at have aftalerne på skrift.
I øjeblikket har Jesper Mikkelsen de medarbejdere, der er brug for.
– Det er rigtig fint, men der har været en periode, hvor jeg virkelig manglede folk.
– Så fik jeg en henvendelse fra en mand, der var blevet pensionist som 70-årig, men som manglede noget at lave. Han er en virkelig dygtig svejser med alle certifikater, så han er ansat nu.
– Og en stor kunde, jeg har, havde en ung mand fra Senegal bosat i Portugal ansat. Han er også virkelig dygtig til sit arbejde, men kunden havde ikke arbejde til ham. Han tog hjem til Portugal, men kunden bevarede kontakten med ham, og de satte mig i forbindelse med ham. Han er også ansat i dag og har på fire år taget alle de certifikater som svejser, der skal til. Det er sket på fire år, og jeg er imponeret over hans dygtighed og ihærdighed.
– Desuden har jeg Christian og Boje, der ligeledes er virkelig dygtige og engageret i deres arbejde.
– Jeg har også prøvet med østeuropæere, men der har jeg ikke været så heldig, siger Jesper.
(Artiklen fortsætter under billedet)
- Christian svejser
- Janusju sliber
- Boje er klar til med en truck at skubbe de tonstunge elementer
Han kan i øvrigt også fortælle om, hvordan Janisju fra Senegal stiftede bekendtskab med det danske sundhedsvæsen og blev dybt imponeret af det.
– Efter vi havde fået alle arbejds- og opholdstilladelser i gennem, skulle Janisju også have noget at lave efter fyraften, og en medarbejder tog ham med ud til fodboldklubben, for han spillede også fodbold hjemme.
– I den første turneringskamp vred han for alvor om på foden, og som foden sad, var vi slet ikke i tvivl om, at den var helt gal. Han blev hentet i ambulance og kørt til sygehuset i Esbjerg, hvor det viste sig, at foden ”kun” var gået af led. De fik den på plads og han fik en støvle på benet, så han efter et par dage kunne udskrives med en plan for efterfølgende undersøgelser og behandling.
– Han tog hjem til Portugal for at familien kunne passe ham, mens benet skulle holdes i ro. I Portugal skulle han også til undersøgelse på hospitalet, og her måtte han betale ved kasse et hver ang. Så han var virkelig imponeret af sundhedsvæsnet i Danmark, fortæller Jesper Mikkelsen.