Tekst & Foto: Johnny Tauman
15. september 2022
Når et ungt menneske elsker at have jord under neglene og knokle på tidspunkter, hvor andre måske stadig ligger under dynen, så har Kjærgaard Landbrugsskole et super tilbud – EUX landmand, hvor deltagerne kombinerer landbrugsuddannelsen med en gymnasial uddannelse.
To 18-årige – Amalie Fredsted Jessen og Jonas Bækman Elsted Hansen – med masser af fremtidsdrømme inden for landbruget har mødt RYK IND RIBE i en pause mellem undervisningslektioner på Kjærgaard Landbrugsskole.
Drømmen om ansættelse på en gård
– Jeg har altid arbejdet meget, fortæller Amalie, der er opvokset på et deltidslandbrug ved Bramming: – Sammen med min mor og søster har vi syv heste og to ponyer, så der er altid noget at tage fat på, hvor ridefærdigheder udfordres. Men det er nu en anden vej Amalie går efter at får ansættelse på en gård. Siden 2017 har hun arbejdet ved en nabo og er ganske ferm til både at køre traktor og malke.
Drømmen om maskinstation
Jonas har klare visioner for sin fremtid: – Jeg ønsker at få en maskinstation – og han har faktisk noget at have det i. Som 14-årig købte han sin første traktor – en John Deere 2030. I dag ejer han ligeledes en John Deere, men nu en 3350. Den holder ikke bare til pynt: – Jeg dyrker græs, byg og rug – og har en del viden om planteavl, siger knægten fra Gørding, der også deltog i Ribe Dyrskue 2022 for SAGRO.
Tilbage til undervisningen
Snakken bliver afbrudt, da de unge mennesker skal ind på skolebænken i de pavilloner, hvor der undervises i bla. pesticider og hele lovgrundlaget bag. – Mange af vore fag ud over dansk – matematik og engelsk indledes med landbrugsfaglige data og grundlag.
Lønnen på EUX-linjen
Som slutbemærkning fortæller Amalie, at ”lønnen” for at gå på EUX-linjen er 15.709,13 kr. pr. mdr. med mulighed for tillæg ved overarbejde.
Vil du vide mere
Link til uddannelsen: EUX-landmand – tryk: HER









































































