Tekst og fotos Hasse Jørgensen, copyright. Tirsdag den 7. august

Nok er ejendommen, der rummer købmand Parmos forretning i Mellemdammen, sat i stand, så det er en fornøjelse. Stor ros til ejerne Charlotte og Ole Blandt-Hansen for den indsats. Men inden døre i Parmos butik er alt heldigvis stadig ved det gamle.

Parmo sidder stadig i sit baglokale, hvis der en kort stund ikke er kunder, og ellers er han, som vanligt, klar bag disken til at give kunderne gode råd om de mange specielle varer, butikken bugner af.

– Selvfølgelig har hele tiden, hvor renoveringen har stået på, kostet noget omsætning, men nu er vi klar igen, hvis bare kunderne har kontanter med.

Og i forretningen hænger et stort skilt med teksten: ”Kære kunde, når du bliver spurgt, om der er noget, jeg kan hjælpe med, skal du helst ikke svare: jeg kigger bare”

Parmos humor fornægter sig ikke, men der er også et gran sandhed i skiltet. Han ynder ikke ”osere”. Og når man handler, så er det med gode, danske kontanter.

Parmo modtager ikke kreditkort, mobilpay eller andre moderne former for betaling. Har kunderne ikke danske penge, må de hen og trække dem i en bankautomat.

– Den slags passer ikke ind i butikken her, og så har jeg heller ikke forstand på det, lyder det fra Parmo, der har bevaret det gamle inventar inklusive det gamle kasseapparat, der er et klenodie i sig selv. Og hyggen i butikken er stadig intakt, ligesom tilfældet er med Parmos kvikke bemærkninger og anekdoter om liver i Ribe.