Tekst: René Jørgensen Foto: Esbjerg Kommune
19. marts 2024.

Alt er klappet og klart til KLAP – teaterfestival for små og store i Esbjerg Kommune

Snart lander KLAP – teaterfestival for små og store med et brag i Esbjerg Kommune. Fra den 14.-21. april spiller 100 professionelle teatre op mod 150 forskellige forestillinger rundt i kommunens byer, og i alt bliver det til flere end 600 gratis teateroplevelser.

Alt er klappet og klart til KLAP – teaterfestival for små og store i Esbjerg Kommune

Er du klar til KLAP – teaterfestival for små og store? Om mindre end en måned rykker festivalen ind på de skrå brædder i hele Esbjerg Kommune, og allerede nu kan du tjekke festivalens imponerende program på hjemmesiden www.klap.nu og i KLAP-teaterfestival-appen. Her kan du blandt andet få videosmagsprøver på de mange teaterforestillinger og finde ud af, hvad der passer til netop din familie. Husk at selv om forestillingerne primært er rettet mod børn og unge, kan de voksne også sagtens se med.

KLAP-teaterfestivalen er sat sådan sammen, at der i dagtimerne på hverdage bliver spillet teater på alle folkeskoler, flere privatskoler og i en lang række daginstitutioner rundt i hele kommunen. På den måde kommer langt de fleste af kommunens børn og unge til at opleve teatrenes magiske, sjove og lærerige forestillinger. Forhåbentlig får de mod på mere teater, og så er der heldigvis mulighed for at tage familien med til et væld af gratis forestillinger under hele festivalugen. På hverdagseftermiddage og -aftener er der teater rundt i kommunens byer, og i weekenden den 19.-21. april kulminerer festivalen med hundredvis af forestillinger på centrale spillesteder i Esbjerg by.

Teater sætter spor

KLAP-teaterfestivalen bliver arrangeret i et tæt samarbejde mellem Teatercentrum og Esbjerg Kommune, og formanden for Kultur & Fritidsudvalget, Jakob Lose, glæder sig til, at kommunen igen lægger scener til verdens største teaterfestival for børn og unge, som også er et tilløbsstykke for rigtig mange teaterfolk fra ind- og udland.

”Det bliver en kæmpe teaterfest, som vi håber, at massevis af børn, unge, børnefamilier og bedsteforældre vil tage del i. Med KLAP-teaterfestivalens store volumen og høje kvalitet får vi ikke en bedre chance for at lade os opsluge af teatrenes mangfoldige universer, der både underholder og gør os klogere. Vores ambition er, at festivalen sætter spor, så interessen for teater blomstrer og lever videre, indtil vi får besøg af KLAP igen i 2028,” siger Jakob Lose.

Fra eventyr til alvorlige emner

Fredag den 5. april, kl. 10.00 bliver billetterne frigivet, og de kan nemt bestilles online via festivalens hjemmeside. Der er nok at opleve, og mens der for de helt små er f.eks. sanseforestillinger og genfortællinger af folkekære eventyr på programmet, kan der for de store børn og unge være mere alvorlige emner på plakaten. Teatrene fortæller historierne på mange forskellige måder som f.eks. monologer, ordløse dukketeaterforestillinger, danse- og musikforestillinger eller gennem flotte udstyrsstykker med mange kulisser og lyd- og lyseffekter.