– Allerede som ung var jeg tændt på at rejse og opleve…

Tekst og foto Torben Ravnborg Nissen, den 17. september 2025

Fotocollage René Jørgensen

Ryk Ind Ribe har mødt Bende Zoega på Cafe Quedens i Ribe.

Hvorfor flytter en ung provinspige til Australien?
-Allerede som ung var jeg tændt på at rejse og opleve, og da jeg blev ældre, syntes jeg simpelthen, at Ribe og Danmark var blevet for småt. Jeg trængte til at komme ud, fortæller Bende.

Var det kærlighed til Australien ved første blik?
-Ja, stort set. De store vidder, den smukke natur og de anderledes dyr var så forskellig fra Danmark, og klimaet og naturen var også på en måde anderledes og velkommen, fortsætter hun.

Kulturen?
– Australiere er mere afslappede, venlige og åbne. Tiden betyder ikke så meget, hvilket selvfølgelig kan skabe lidt problemer. F.eks. med private aftaler. Er man inviteret til grill- aften kl. 18, så begynder man først at stege kødet ved 20-tiden. Man spiser ikke til den tid, man er inviteret. Og frokost-aftaler kan også sagtens være med 30 min forsinkelse! ”Vi når det nok”, siger Bende med et stort smil.
– Ellers er kulturen meget lig den danske alt efter, hvor i landet du befinder dig. Der er velfærdsgoder som hospitaler og skoler, både offentlig og private, og der er mange at vælge mellem. Madkulturen er også fantastisk. Med så mange forskellige nationaliteter, som Australien er bygget op på, er der mad fra hele verden og det smager godt, siger hun.

Hvordan med klimaet?
– Vejret er ofte skønt og varmt, men vi har oplevet at måtte evakuere, da en stor skovbrand i 2009 kom meget tæt på vores hus. Vi pakkede det mest nødvendige i bilen og kørte til et mere sikkert sted. Ikke alle nåede væk. 173 mistede livet i den skovbrand. Deriblandt min svigerfar. Det var meget dramatisk og traumatiserende. -Når man bor på landet tæt ved skov, er det meget normalt i de varmeste måneder at have sine vigtigste og allerkæreste ejendele placeret i en kasse tæt ved døren, så man hurtigt kan læsse dem og børnene ind i bilen og køre væk, fortæller Bende med alvor i stemmen.

Du havde lige mødt din mand, men så tog du hjem til Danmark?
– Det var lidt dårlig timing.
Der var tydeligvis noget, vi ikke kunne slippe, så han kom til Danmark, og under et besøg friede jeg til ham. På ejer Bavnehøj. Vi stod oppe i tårnet. Jeg efterlod ham for at gå ned og tage et billede af ham. Jeg plukkede en tusindfryd fra græsplænen og råbte op til ham: – Vil du gifte dig med mig? – Det ville han, siger Bende med et grin.
– Han var jo lidt på den, for jeg havde hans pas, og han anede ikke, hvor han var. – Piger gik jo ikke på knæ for at fri dengang, siger hun storsmilende.

Hvordan har du bevaret din tilknytning til Danmark og sproget?
Da vores piger var små, så vi mine forældre hvert år. På skift var vi hjemme og de i Australien de andre år. Det gav en vis nærhed til mormor og morfar. Pigerne og min mand fik lært at tale dansk. Vi har også haft mange af vores danske venner med børn på besøg i årenes løb. Jeg har daglige telefonopringninger til min mor for lige at høre, hvordan hun har sovet og om hendes foregående dag. Det giver tryghed for mig os.
Under covid-epidemien begyndte mine ugentlige samtaler med mine nære venner fra Danmark. Vi kunne jo godt se, det ville tage lang tid inden vi så hinanden igen. Vi ville bevare venskaberne, så vi har bevaret rutinen med de lange telefonsamtaler på dansk flere gange om ugen. Det er så hyggeligt.
Nu er jeg jo i Danmark hver sommer i mange uger for at besøge min mor, familien og vennerne og så snakker jeg jo dansk. Vi tager i sommerhus, nyder godt mad og mindes gamle dage. Og det er jo enormt hyggeligt at være i Ribe når solen skinner.
Dansk fjernsyn ser jeg jo også, og hører dansk radio og podcasts. Jeg læser selvfølgelig også Ryk Ind Ribe. Tit kan jeg fortælle om lokale nyheder før min mor ved om dem, da jeg læser dem noget tidligere end hende, siger hun og smiler.

Hvis jeg siger Ribe hvad siger du så?
– Så siger jeg dejlige Ribe.
Jeg siger min mors fine have, familie, dejlige venner, sol, softice, stjerneskud, lange gåture, musik i de smukke gader og masser af liv. Og så selvfølgelig Rock på Postgården. Det var første gang i år,  jeg deltog og hold da op en oplevelse. Et fantastisk arrangement med dygtige musikere, god musik og masser af glade mennesker, siger Bende glad.

–Håndbold hører vel egentligt også til Ribe! Jeg spillede håndbold i en periode i mine unge år i Ribe.
I Melbourne midt 1990erne tog jeg håndbolden op igen og blev medlem af en klub.
Det var så tilfældigvis lige på det tidspunkt, hvor et kvindelige håndboldlandshold var ved at blive stablet på benene til OL i Sydney i 2000. Jeg blev tilbudt positionen som målvogter. Jeg måtte desværre takke nej, da jeg ikke var australsk statsborger! Danskere kunne ikke have dobbelt statsborgerskab på det tidspunkt . Det var måske meget godt for de australske piger fik slemme klø, afslutter Bende Zoega med et kæmpe smil.

– Så siger jeg dejlige Ribe

– Piger gik jo ikke på knæ for at fri dengang