Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto René Jørgensen, onsdag den 8. august 2025
Ribes Kulturnat står lige for døren, og det er et overflødighedshorn af programpunkter, der bydes på.
Temaet er som bekendt ”den lige vej og vejen udenom” og de gælder ganske godt selve programmet, for her kan du både bevæge dig den lige vej i det indre Ribe eller tage en afstikker udenom til f.eks. seminarieHuset. Men fakta er, at alle veje fører til overflødighedshornet.
En tur udenom kunne være med guiderne til seminarieHuset, hvor der er masser af engagement og aktivitet i Kultur- og Fritidsforeningen fra kl. 16. Allerede fra kl. 11 kan du se de flotte figurer og lege med RibeKlodsens legoklodser – i Multisalen. Kl. 15 er der aktivt teater for børn og familier, når Børnebanditterne spiller i Fællessalen.
Og sådan fortsætter programmet dagen og aftenen ud med masser af arrangementer og koncerter i f.eks. Ribe Bryghus, Pakhuset, Termansens Ribehallen og Ribe Kunstmuseum, hvor der klokken 16,30 er inden dør skattejagt og senere på aftenen mørkejagt i haven.
Vejen kan føre forbi Sct. Catharinæ Plads, hvor Hjemmeværnet holder til, og videre til plænen bag kirken, hvor Rollespilsforeningen Ripen igen stiller deres kamparena op kl. 16–18.
Kl. 19 overtager Danmarks civile Hundeførerforening, Ribe, arenaen og viser hundetræning.
Inde i kirken er der musik, korsang og orgelspil hele aftenen. Sanne Jessen udstiller, og du kan selv prøve kræfter med pasteller. Labyrinten – den virkeligt snørklede vej – kan udforskes i en rejse mod energiens kerne.
Og sådan fører vejen videre til museerne, Toldbodens Gård og Ribe Roklub.
Den officielle åbning af Kulturnatten finder sted kl. 19.00 ved Ribe Domkirke – med lys og musik.
Fra kl. 19 kan du høre ”Stemme og orgel” i kirken, ved Birgitte Ebert og Alexander von Oettingen, om Dostojevskij.
Kl. 20 er der adgang til en natlig vandring op i Borgertårnet, hvor udsigten over den mørke by med dens lys og mennesker kan nydes.
I Det gamle Rådhus fyldes rummene af Ripens troldmandsskole – mystik, magiske øvelser og eventyrlige væsner.
Hos Termansens er der først Talk og siden koncerter med One Eyed Mule og på Ribe Katedralskole venter hyggelig uhygge i krybekælderen under Katedralskolen – ikke mange får lov til at komme der, men denne aften kan du! Fra kælder til kvist kan du også besøge observatoriet og nyde udsigten til Mælkevejen – i håb om klart vejr. I sangsalen optræder Sangeren og Guitaristen samt Ribekoret.
Og sådan kunne vi blive ved, men du kan læse hele det omfattende program på kulturnattens hjemmeside www.ribes-kulturnat.dk
Anne Reinholdt og Lene Unnerup fra arrangørerne påpeger, at det hele kun lader sig gøre takket være en masse frivillige, som skaber dette mylder af aktiviteter, der går i mange retninger.
– Også stor tak for de tilskud, Ribes Kulturnat har modtaget fra ObbekjerFonden og Esbjerg Kommune, lyder det fra Anne og Lene.