Tekst Hasse Jørgensen, foto Tom Meyer, Esbjerg Kommune, torsdag den 16. april

Det ligger fast, at skolerne og de forskellige pasningsordninger i Esbjerg Kommune åbner fredag. Og det ligger efter torsdagens byrådsmøde også fast, at samtlige skoler og institutioner er klar til denne åbning.

Men der kan også ske det, at man i pasningsordningen kommer ud for ressourceproblemer og må gå over til at passe børn på skift i en uge af gangen.

Som formanden for børne- og familieudvalget, Diana Mose Olsen (SF), slog fast, sker tingene meget hurtigt, og der kan meget hurtigt opstå nye situationer omkring sygemeldinger og lignende.

Der har været tvivl om, hvorvidt enkelte skoler kunne nå at få de fysiske rammer som mulighed for håndvask i orden til fredag. På spørgsmål fra Susanne Dyreborg (DF) kunne formanden for børne- og familieudvalget, Dina Mose Olsen (SF) konstatere, at alle er klar, selv om der har været udfordringer også lokalemæssigt på skoler, der ikke har overbygning, og som derfor ikke råder over ekstra lokaler, de kan disponere over, så længe de ældste elever ikke kommer i skole.

Byrådet vedtog de oplæg til genåbning, som lå i de respektive indstillinger.

Et forslag fra Anne Marie Geisler Andersen (R) om, at pædagogerne fra børnehaverne skulle følge med eleverne over i førskolen, blev ikke vedtaget. Anne Marie Geisler Andersen mente, at det for førskolebørnene er et meget stort skifte, og hun ville gerne have, at pædagogerne, der kender børnene, følger med over den første dag.

Diana Mose Olsen gjorde gældende, at det ikke kunne lade sig gøre dels af hensyn til Sundhedsstyrelsens anbefalinger og den øgede smittefare, det vil give, når pædagogerne skal tilbage i institutionerne. Dertil kommer et spørgsmål om kapacitet, for de pågældende pædagoger vil mangle i institutionerne.

Kun Anne Marie Geisler Andersen og Susanne Dyreborg stemte for forslaget mens Sarah Nørreris (Enhedslisten) undlod at stemme.

Hele debatten var i øvrigt præget af den usikkerhed, der er omkring hele genåbningen af skolerne og pasningsordningerne, men fra alle sider var der stor ros til forvaltningen og medarbejderne for det meget store arbejde, der er udført for at blive klar til genåbningen fredag. Og bl.a. Jørgen Ahlquist (S) slog på, at når der er gået en uge, bliver hele ordningen evalueret, mens Diana Mose Olsen slog fast, at alle er meget fleksible og indstillet på at løse eventuelle problemer.

Både Anne Marie Geisler Andersen, Sarah Nørreris og Susanne Dyreborg havde gerne set en trinvis åbning af skolerne, så 0. og 1. klasserne mødte en dag, 2. og 3. klasserne næste dag og så fremdeles.

Der blev dog ikke fremsat ændringsforslag til denne del af dagsordenen, og dermed ligger det fast, at åbningen i morgen, fredag, sker ud fra de præmisser, der er fremlagt i byrådets dagsorden og dermed vedtaget af rådet.