Tekst Hasse Jørgensen. Fredag den 2. nov.

Alle berørte parter, der har interesser i de enge omkring Vilslev, der har været ramt af store oversvømmelser, skal nu inddrages i en løsning af problemet.

Det fastslår formanden for udvalget for teknik og miljø, Søren Heide Lambertsen (S) efter udvalget fredag drøftede problemerne.

Her foreslog udvalget, at der skal etableres et eller flere sandfang, at der skal udarbejdes et nyt regulativ for Kongeåen med henblik på at fastsætte en lavere bundkote, og at der på længere sigt skal laves et naturprojekt for området.

– Vi arbejder nu ud fra de tre spor, og så lægger vi op til et samarbejde med alle de personer og organisationer, der har interesser i området, siger Søren Heide Lambertsen.

Forvaltningen havde forud for mødet opstillet ti mulige forslag til en løsning af problemer, men udvalget valgte altså at arbejde videre med de nævnte tre.

– En etablering af et eller flere sandfang kan vi hurtigt gå i gang med, og vi kan også relativt hurtigt lave et nyt regulativ, medens naturprojektet er set på et lidt længere sigt, siger Søren Heide Lambertsen.

Sagen skal nu forelægges udvalget for plan og miljø, før man kan komme videre.