Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, fredag den 25. marts
Fællessang var en populær aktivitet under besættelsen, og under Corona krisen blev den taget op igen i de elektroniske medier. Nu er der mulighed for igen at komme til fællessang i Ribe, og denne gang er årsagen den tragiske situation i Ukraine.
Det er formanden for Ribe Gymnastikforening, Niels Boisen Kjær, der har fostret ideen om fællessang. I første omgang som et hyggeligt arrangement for alle, men efter krigen i Ukraine er brudt ud, bliver arrangementet nu lavet som en indsamling til fordel for Røde Kors’ indsats i det krigshærgede land.
Det er Ribe Gymnastikforening, der er gået sammen med DGI og Ribe Fritidscenter om fællessangen, der afvikles i fritidscenteret mandag den 11. april med start klokken 19.30.
– Vi håber naturligvis, at rigtig mange med lyst til at synge vil være med. Det koster 100 kroner, og hele beløbet går til Røde Kors.
– Frivillige bager kage til pausekaffen, og Jørgen Th. Jepsen fra fritidscenteret sørger for, at der er kaffe, ligesom en masse frivillige laver alt det praktiske, så hele beløbet går ubeskåret til Røde Kors’ indsats i Ukraine, fortæller Steffen Bendix Pedersen, DGI, der står for den musikalske ledsagelse til fællessangen.
Steffen Bendix Pedersen fortæller videre, at der er lavet et program fra Højskolesangbogen, og der vil blive sunget både gamle og nye sange.
– Der er faktisk en del nye sange, som også er relevante at synge i denne sammenhæng, fortæller Steffen Bendix Pedersen.









































































