Tekst og fotos Hasse Jørgensen, søndag den 1. december
Ikkefærre end 90 mennesker var søndag formiddag ude at gå Julemærkemarchen i Ribe, og blandt dem var Allan Jørgensen fra Esbjerg.
Julemærkemarchen i Ribe blev i 2000 overtaget af foreningen Fodslaw, der har arrangeret den lige siden. Og Allan Jørgensen har været med alle årene.
– I starten gik jeg i Esbjerg, men det blev for kedeligt. I Ribe laver Verner Straadt by-marcher, hvor der er en leder med, som fortæller om, hvad vi passerer under vejs. Det er meget spændende og interessant, siger Allan Jørgensen, der gik den lange tur på ti kilometer. Andre nøjes med at gå halvt så langt, men alle fik en god oplevelse i det gode vinterlige vejr med kun en enkelt meget lille byge under marchen.
Julemærkemarchen er i øvrigt 43 år gammel på landsplan, og i mange år var det Posten, der stod for arrangementet. Således også i Ribe. Men da det ikke kunne lade sig gøre mere, overtog Fodslaw det.
– Vi laver ikke afmærkede ture, men vi har i stedet en leder med, som angiver ruten og fortæller under vejs, fortæller Verner Straadt, der også tidligere havde tre kilometer på programmet. Men denne søndag var det kun fem og ti kilometer.
Marchen havde i øvrigt en del deltagere fra Gram, da marchen her måtte aflyses på grund af sygdom.
2. juledag arrangerer Fodslaw i Ribe en julemotionstur med start fra brandstationen klokken 10. Også her er der talte om ture med fører på henholdsvis fem og ti kilometer.