Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Aldi, lørdag den 10. december 2022

Med meddelelsen om, at supermarkedskæden Aldi trækker sig ud af det danske marked, er det store spørgsmål, hvad der skal ske med det millionprojekt, som kæden har sat i gang på Nørremarken.

Som bekendt har Aldi lavet købsaftale med seks parcelhusejere på Høgevænget for at købe deres huse og rive dem ned for at give plads til et nyt supermarked, der efter planerne skal ligge på hjørnet af Nørremarksvej og Trojelsvej med tilkørsel fra Nørremarksvej.

Men fredag aften kom det frem, at Rema 1000 har købt en stor del af Aldis danske butikker, som bliver ændret til Rema 1000. Butikken ved Mosevej i Ribe har Rema 1000 ikke været interesseret i. Formentligt fordi kæden i forvejen har to butikker i Ribe dels i Marskcenteret og dels ved Trojels Knæ.

Kommunikationschef Louise Wendelboe, Aldi Danmark, skriver i en mail til Ryk Ind Ribe, at Aldi vil forsøge at sælge projektet, som aftalerne med husejerne på Nørremarken er en del af, videre. Potentielt til en anden dagligvareaktør.

Kommunikationschefen siger videre, at man i Aldi ikke kan sige mere på nuværende tidspunkt.

Hvem, der i givet fald skal være køberen, er spændende. Netto har i forvejen to supermarkeder i Ribe, og det samme har Rema 1000 som nævnt. Dertil kommer, at Lidl for kort tid siden tog sit nyopførte supermarked i brug.

Aldi har lagt mange kræfter og formentligt også penge i at udvikle projektet for det nye varehus. Da planerne kom frem, gav de anledning til megen debat, og den blev ikke mindre af, at Aldi tilbød at købe seks af de otte parcelhuse på Høgevænget.

Efterfølgende blev Aldi opfordret til også at købe de sidste to huse, og Aldi fremsatte et købstilbud, som husejerne fandt alt for lavt og ikke reagerede på.

Dermed havnede sagen igen på byrådets bord med henblik på en endelig godkendelse og udarbejdelse af en ny lokalplan for området. Og her ligger sagen i øjeblikket.

Aldi havde planer om at bygge et 1200 kvadratmeter stort supermarked efter de nyeste principper og bl.a. bæredygtigt med solceller på taget til at klare energiforsyningen.