Tekst Hasse Jørgensen, foto René Jørgensen, torsdag den 19. nov.

Discountkæden ALDI er i fuld gang med en moderniseringsplan for kædens forretninger i Danmark, og det betyder bl.a., at ALDI er ude for at kigge på nye muligheder for en placering af den lokale butik i Ribe.

Så vidt Ryk Ind Ribe erfarer, har ALDI været i kontakt med fem til seks parcelhusejere på Nørremarken i Ribe om mulighed for køb af de pågældendes ejendomme. Der er tale om ejendomme, der ligger i området mellem Plantagevej, Nørremarksvej og Fasanvej. De pågældende ejendomme skal give plads for et nyt, stort supermarked.

I et skriftligt svar på spørgsmålet om, hvorvidt ALDI er ved at erhverve ejendomme i Ribe, skriver udviklingschef Carina Busk:

”ALDI Danmark er i gang med en ambitiøs moderniserings plan, hvor hele ALDI’s butiksnet skal optimeres. Det betyder, at alle butikker skal opdateres til det nye koncept.

Vi er rigtig godt i gang, og har stadig en del arbejde foran os. Dette gælder også vores butik i Ribe. Men om det lige bliver Nørremarksvej, Mosevej, bymidten eller et andet sted i byen, kan vi ikke sige endnu”

For nogle måneder siden havde en butikskæde indgået forhåndsaftaler om køb af ejendomme i området mellem Trojelsvej, Nørremarksvej og Høgevænget. Disse forhåndsaftaler blev imidlertid annulleret og planerne blev den gang skrinlagt.