Tekst og foto: Renè Jørgensen
27. november 2023.

Albansk mand varetægtsfængslet i sag om indbrud

Den 43-årige mand har erkendt flere indbrud i Esbjerg i november og december måned. Den videre efterforskning skal afdække, om han kan sættes i forbindelse med yderligere indbrud og tyverier i Syd- og Sønderjylland samt i andre politikredse.

En 43-årig albansk mand blev onsdag ved et grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for flere indbrud i Esbjerg i november og december måned.

Den 43-årige mand erkendte og kærede ikke varetægtsfængslingen.

Den 43-årige mand blev anholdt tirsdag af Københavns Politi i Københavns Lufthavn Kastrup, mens han var på vej ud af landet.

Ud over indbrud i Esbjerg skal efterforskningen afdække, om den albanske mand kan sættes i forbindelse med yderligere indbrud og tyverier i Syd- og Sønderjylland samt i andre politikredse.

Den 43-årige blev anholdt på baggrund af en fremadrettet efterforskning, foretaget af den proaktive efterforskningsenhed, som er en del af Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest). Efterforskningsenheden har base i Haderslev.

Enheden efterforsker sager om omrejsende kriminelle, der krydser landegrænsen for at begå kriminalitet.