Tekst og foto Torben Ravnborg Nissen, fredag den 19. juni 2026
Der var både smil og håndtryk, da souschef Anders Neessen fra AL Sydbank Ribe fredag overrakte en donation på 25.000 kroner til formand Tom Meyer Andreasen fra Øster Vedsted IF og samtidig bekræftede en forlængelse af partnerskabet mellem banken og idrætsforeningen for de kommende tre år.
For Øster Vedsted IF er støtten en vigtig brik i arbejdet med at skabe aktiviteter, der samler lokalsamfundet. En stor del af indsatsen er det traditionsrige Æ Quernstensløb, som hvert år markerer starten på byfesten og tiltrækker omkring 300 deltagere.
Formanden fortalte ved overrækkelsen, at løbet gennem årene har udviklet sig til en af foreningens vigtigste indtægtskilder.
– Overskuddet fra løbet er afgørende for os. Sidste år gav arrangementet et rekordoverskud på omkring 56.000 kroner, når alle udgifter var betalt. Det er penge, der bliver i lokalsamfundet og kommer borgerne til gode, fortalte han.
Løbet er dog stærkt afhængigt af opbakning fra lokale sponsorer, og i år er der indsamlet sponsorater for tæt på 70.000 kroner. Samtidig understregede Tom Meyer Andreasen, at foreningen ikke arbejder for at skabe store overskud, men for at kunne udvikle området og støtte lokale projekter.
Som eksempel nævnte han, at Øster Vedsted IF for nylig har bidraget med 350.000 kroner til udbygning og renovering af forsamlingshuset. Et arbejde, der er ved at blive realiseret.
– Det kunne vi ikke have gjort uden løbet og den lokale opbakning, sagde han.
Æ Quernstensløb har dybe rødder i byen og er efterhånden blevet en tradition gennem mere end tre årtier. Kun coronapandemien satte arrangementet på pause, inden Øster Vedsted IF overtog det fulde ansvar for afviklingen i 2020.
Hos AL Sydbank Ribe glæder man sig over at kunne fortsætte samarbejdet.
Souschef Anders Neessen fremhævede ved overrækkelsen, at Øster Vedsted er en vigtig del af bankens lokalområde, og at samarbejdet er med til at styrke de aktiviteter, der samler borgere på tværs af generationer. Banken ser samtidig stor værdi i selv at deltage aktivt i arrangementerne.
– Vi nyder at komme herud med både familier, kunder og kolleger. Det er en god måde at mødes på uden for bankens sædvanlige rammer, lød det fra Anders Neessen.
Banken stiller hvert år med et større hold til løbet, hvor medarbejdere, kunder og familier deltager side om side med lokale løbere.
Med den nye treårige aftale er der dermed skabt et solidt grundlag for, at både Æ Quernstensløb og andre lokale aktiviteter kan fortsætte med at udvikle sig til gavn for hele Øster Vedsted.








































































