Tekst og foto Hasse Jørgensen, tirsdag den 23. september 2025
Kvinder i Ribe får nu et helt nyt tilbud. Et tilbud om hjælp til, hvordan kvinder behandler og lever med symptomer på overgangsalderen.
Det er akupunktør Linda Dahlmann, der kommer med tilbuddet, og hun tager udgangspunkt dels i sig selv som kvinde og dels i sit job som akupunktør.
– Som kvinder har vi mødre grupper og mange andre grupper, hvor vi kan mødes, udveksle erfaringer og i det hele taget tale med andre om problemer. Det vil jeg prøve at gøre noget ved for kvinder i overgangsalder, og derfor danner jeg nu en ny gruppe med navnet OGA-søstrene. Meningen er, at vi hver den første fredag i måneden mødes i Ribe Fritidscenter til en snak samt en bolle og kaffe/the. Prisen er 95 kroner, der dækker udgifterne til fortæring og lokaleleje, fortæller Linda Dahlmann.
Hun påpeger, at overgangsalderen rammer aldersmæssigt forskelligt, ligesom symptomerne er meget forskellige fra person til person.
– Rent faktisk begynder hormonforandringerne jo som teenager og varer ved. Når man kommer i den egentlige overgangsalder, går det op ad indtil det topper, og så falder det igen.
– Men i min klinik med akupunktur behandler jeg mange for symptomer, der stammer fra overgangsalderen. Det kan være søvnløshed, rastløshed, hidsighed og meget andet, og det var derfor, jeg kom til at tænke på, at man kunne lave en gruppe, hvor vi som kvinder kan udveksle erfaringer og gode råd, og hvor man kan finde en bare at tale med om oplevelserne, fortæller Linda Dahlmann, der videre siger:
– Der er jo mange, gode gamle husråd, der virker, men de er som oftest glemt af den yngre generation. Det er som med akupunktur, der er en gammel kinesisk behandlingsform, som virker, men som i mange år var glemt i den vestlige verden.
– Jeg har lavet et lille opslag på Facebook om tiltaget, og at dømme efter reaktionerne, er der deltagere nok til OGA-søstrene det næste halve år.
Linda fortæller, at man ikke binder sig til at komme et vist antal gange: – Man kommer bare de gange, man har lyst, og man tilmelder sig to dage før af hensyn til Ribe Fritidscenter, så de ved, hvor mange boller, der skal smøres.
Tilmelding kan ske på mobile pay 6384KM mod indbetaling af de 95 kroner.