Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto René Jørgensen, tirsdag den 29. marts 2022
Folkene bag den nye historie- og aktivitetspark i Ribe er kommet et godt skridt nærmere målet: at indsamle de sidste 500.000 kroner, der skal til for at gøre det nye anlæg helt færdigt.
Therkel Jørgensens Legat i Ribe har netop doneret 100.000 kroner til den nye aktivitetspark.
Legatet blev indstiftet af den tidligere indehaver af Carlsberg-depotet, Therkel Jørgensen, og det er første gang, at legatbestyrelsen har uddelt så stort et enkeltbeløb.
Det fortæller formanden for legatet, Ib Laursen: – I legatets bestyrelse ser vi meget på, at de ting, vi uddeler legatportioner til, kommer så mange mennesker til gavn og glæde som muligt, og det sker virkelig med den nye historie- og aktivitetspark.
De sidste 500.000 kroner, som nu søges skaffet til parken, skal bl.a. bruges til rullegræs og belysning.
Ib Laursen fortæller videre, at ud over de 100.000 kroner til parken, har Margrethegården fået en portion på 8.500 kroner til indkøb af nye sangbøger.









































































