Tekst & Foto Johnny Tauman
5. december 2019

fredagens møde i Teknik & Byggeudvalget skal punktet om ”Helhedsplan for området ved Kammerslusen” drøftes – og som vanlig praksis indstiller Direktionen, at det indstilles til Byrådet, at

1. udkast til ”Helhedsplan for området ved Kammerslusen” godkendes
2. planen sendes i 8 ugers offentlig høring

Søgt aktindsigt

Nu er det vigtigt lige at se på sagsfremstillingen, som forvaltningen har udarbejdet. RYK IND RIBE har søgt aktindsigt i korrespondancen mellem landskabsarkitekten og Teknik & Byggeudvalget for at få belyst en række påstande. Esbjerg Kommune oplyser i dag pr. mail, at der ikke er yderligere korrespondance end sagsfremstillingen.

Teksten i sagsfremstillingen er gengivet med kursiv.

Nyt slæbested

Der er stillet forslag om et slæbested på sydsiden af Ribe Å, på det sted hvor Restaurant Kammerslusens legeplads tidligere lå, da et sådant forventes at ville tiltrække flere lystsejlere til området.

Der forventes flere lystsejlere – skal det forstås, at Esbjerg Kommune ser det som positivt, at der kommer flere sejlere til området, som dels vil sejle på åen – dels vil sejle på Vadehavet. Er det småbåde – og dermed trailere i begrænset størrelse?

Slæbestedet og dets adgangsvej og plads til parkering af bådtrailere vil i givet fald komme til at ligge på privat jord ejet ved Restaurant Kammerslusen. Ejeren af jorden har tilkendegivet, at han gerne vil lægge jord til et slæbested.

Parkerings forholdene i området ved Kammerslusen skal naturligvis bringes á jour med antal besøgende, hvoraf folk med trailere og småbåde må siges at udgøre en meget lille del. Der kan anlægges parkeringspladser på begge sider af selve slusen.

Beredskabet

Beredskabet er blevet spurgt om deres ønske for et slæbested ved Kammerslusen. Man oplyser, at det selvfølgelig vil være bekvemt, men man har hidtil klaret sig uden. I stigende grad sejler Beredskabet ud fra Esbjerg Havn eller anvender helikopter.

Hvem har snakket med Beredskabet – og hvem har udtalt sig? Tilsyneladende ligger der ikke noget notat herom, hvorfor konklusionen og oplysningen ikke kan anvendes. Et lokalt kendskab til vilkårene i Ribe kan ikke genkende beredskabets svar.

Ribe Sejlklub

Ribe Sejlklub har meddelt, at de ikke ønsker et slæbested, da klubbens medlemmer benytter slæbestedet inde ved Ribe. Der er kun begrænset plads til gæstesejlere ved Kammerslusen og i Ribe.

RYK IND RIBE har talt med Ribe Sejlklubs formand Bent Christensen – og foreholdt ham ordvalget: Ribe Sejlklub ønsker ikke et slæbested. Bent oplyser, at Sejlklubben måske mere rettelig kan sige, at de ikke ser et behov for et slæbested, men da ikke vil modsætte sig et sådant.
Bent henviser også til et naturligt slæbested ved Kanalhuset, hvor Sejlklubben – i følge formanden – mener at have rettigheder til at anlægge et slæbested.
Dertil oplyser Gert Mikkelsen: Sejlklubben har i 1997 søgt om at få lov til at lave et slæbested af amtet, men det blev aldrig til noget, da der samtidig skulle sikres både anlæg af parkeringspladser og at økonomien var til stede. Forslaget faldt, men blev holdt i live endnu en periode. Det var dengang Arne Hansen var formand for Sejlklubben. Efter 3 år var ansøgningen forældet. 

Love og fredninger

Der vil formodentligt blive givet dispensation til slæbestedet efter naturbeskyttelseslovens § 3 og Vandløbsloven, så snart der fremsendes konkrete tegninger og beskrivelser.
Fredningerne for Kammersluseområdet vil dog begrænse parkering for bådtrailere til 24 timer.

Et slæbested på privat grund vil kræve en brugsretsaftale og tinglysning både for slæbestedet samt adgangen hertil. Der skal fremover afsættes økonomi til etableringen og den fremtidige drift.
Nogle slæbesteder er ubemandede – adgang via automat og bom.

Slæbestedet kan ikke anlægges på nordsiden af åen grundet de stærke strømforhold ud for slusen.

Kun slæbested i Ribe

Det eneste slæbested i Ribe Vesterå ligger på Ribe Sejlklubs bådplads ved Slotsbanken. ”Pladsen er aflåst for at imødegå tyveri”, fortæller Bent Christensen. Betyder det så ikke, at Ribe er uden slæbested, da en forudsætning for at få nøgle og adgang er medlemskab af Ribe Sejlklub?

Rutebåde og Vadehavet

Ribe Sejlklub søger dispensation vedr. den nye 540 m lange flydebro – i den forbindelse opstår også spørgsmålet om, hvor såvel Martha som Mandøpigen skal lægge til med deres passagerer samt hvor Nationalparkens skib Vadehavet skal ligge. Altså hvis skibet da skal ligge ved Kammerslusen.
Den nye flydebroen vil blive med adgang til såvel el, internet og vand.

Kan der skabes sammenhold?

Inden den offentlige høring burde Esbjerg Kommune så ikke få samlet bådfolket, så alle ideer og interesser kan komme på bordet – at de kronologiske beslutninger udmøntes, så alle kommer til at stå som vindere.
Landskabsarkitekten kan sagtens indkalde til mødet, men skal sikre, at han får en rolle, der ikke fedter ham ind i beslutningsprocessen, så den bliver uigennemsigtig.