Tekst Hasse Jørgensen, foto Johnny Tauman, lørdag den 21. december

– De aftaler, der er indgået med husejere ved Kanalstien ved Kammerslusen, vil blive overholdt.

Det siger formanden for byrådets udvalg for teknik og byggeri, Søren Heide Lambertsen (S).

Udmeldingen kommer i og med, at udvalget for teknik og byggeri ligesom udvalget for plan og miljø har godkendt, at der nu laves en administrationsplan for alle sommerhusene og hytterne ved Kammerslusen. Administrationsplanen laves i stedet for en lokalplan, som ikke kan laves for området. Det er nemlig ikke muligt at opfyldene lokalplanernes krav om sikring mod oversvømmelse.

Administrationsplanen har bl.a. som mål at lovliggøre forholdene ved Kammerslusen, hvor der i tidens løb er foretaget mange udvidelser og ombygninger uden tilladelse.

– Men de aftaler vi har indgået med lodsejere om udskiftning af vinduer og døre samt farvevalg vil naturligvis blive overholdt. Det er aftaler der går på, at de døre og vinduer, der skal skiftes fordi de ikke passer ind arkitektonisk, ikke skal skiftes før den aftalte tid, ligesom det er tilfældet med de farver, der skal ændres, fortæller Søren Heide Lambertsen.