Tekst & Foto Johnny Tauman
16. september 2020

For mere end to år siden ringede flyttemanden Knud Johnsen, Hillerup Markvej en sen aften til Hans Otto Sørensen (V), Skærbæk for at få et godt råd i forhold en forestående lukning af baneoverskæringen på Hillerup Markvej. Hans Otto Sørensen havde på det tidspunkt været med til at kæmpe for bevarelse af overkørsler på Tønder-banen fra Skærbæk til grænsen.

Hans Ottos besked var ikke til at tage fejl af: – Beslutningen er taget, og I må forvente, at Banedanmark møder op med gravemaskiner i morgen. Den eneste måde, hvor der kan flyttes noget, er at vise sin modstand mod beslutningen – og få politisk opbakning.

Og derfor valgte Knud Johnsen sammen med naboerne at møde fysisk op – ikke for at lave uro eller konfrontation, men for at stå fast på, at overkørslen ikke skulle nedlægges.

Hans Otto Sørensen, der søger opstilling som Esbjerg Omegnskredsens folketingskandidat, havde onsdag eftermiddag sat Knud Johnsen og Henning Ravn (V) stævne ved overkørslen for visuelt at pege på en af sine mærkesager med følgende avisoverskrift: ”Konflikt om overkørsel viser afstanden mellem de bonede gulve og os.”

Landmand Verner Kjærgaard skabte blæst om sagen med demonstration og passiv blokade – og adskillige lokale politikere – Anders Rohr Jørgensen, May-Britt Andrea Andersen, Henning Ravn mfl.  fra Esbjerg Byråd var forbi på Hillerup Markvej. Folketingspolitikerne Troels Ravn og Anders Kronborg kikkede også et smut forbi – sidstnævnte dog uden at “køre presse på det”.
Og som bekendt sejrede fornuften.

Hans Otto Sørensen, som er bosiddende i Skærbæk vil arbejde for ”meget større fokus på landdistrikts- og bosætningsudviklingen” – ”Den grønne omstilling og klimaet” og meget, meget mere.

Hans Otto Sørensen (tv)og Henning Ravn fik drøftet både lokal- og landspolitik

Knud Johnsen, Henning Ravn og Hans Otto Sørensen fik nogle gode drøftelser, mens Arriva togene med myldretids køreplanen kørte forbi fra tid til anden.