Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, onsdag den 8. december 2018
Hvert år tager Ungdomshøjskolen ved Ribe imod omkring 15 udenlandske højskoleelever og frivillige igennem AFS. De er i alderen 16-30 år og bor på højskolen. Foreningen leder nu efter en eller flere lokale tovholdere, der vil skabe gode rammer for deres ophold på højskolen.
For tovholderne betyder det at have kontakt til skolen, at have kontakt med de unges danske kontaktfamilier og eventuelt være med til at finde kontaktfamilier til nye elever (som typisk får besøg af deres elev en gang om måneden), at hjælpe de unge med praktikaliteter så som transport til og fra lufthavnen, et godt råd eller måske dele din viden om lokalområdet. Desuden er det at være AFS Interkulturs lokale kontakt og ambassadør og eventuelt lave forskellige aktiviteter for de unge og evt. deres kontaktfamilier imens de er i Danmark. Det kunne være en interkulturel middag, introduktion til danske traditioner eller udflugter i området – mulighederne er mange! Det handler om at engagere sig i en meningsfuld sag og skab relationer lokalt og globalt
– Som frivillig i AFS Interkultur skaber du kulturmøder, du får viden om andre kulturer og du får en unik mulighed for at skabe relationer – både lokalt og globalt. Vi tilbyder grundig introduktion, og du inviteres løbende til at deltage i kurser, hvor du udvikler dig som frivillig og får erfaring og viden om at koordinere, skabe interkulturel læring og meget mere, fortæller programkoordinator Annette Bauer fra AFS, der videre fortæller, hvad det kræver:
– Du skal forvente i gennemsnit at bruge ca 2 timer ugentligt. I forbindelse med ankomst og afgang er der mulighed for, at det kan kræve lidt flere timer. I de fleste uger vil det dog kræve mindre.
AFS mangler i øvrigt også kontaktfamilier til en række søde unge mennesker fra Argentina, Hong Kong, Belgien og Brasilien, som kommer til højskolen til januar. Som kontaktfamilie får du typisk besøg af din elev en gang om måneden.
Om AFS Interkultur:
AFS Interkultur er en interkulturel forening som arbejder på at fremme interkulturel forståelse for derigennem at skabe en fredeligere og mere retfærdig verden.AFS Interkultur er del af den verdensomspændende organisation AFS Intercultural Programs. Fundamentet og drivkraften i organisationen er dens store netværk af dygtige og engagerede frivillige, der engagerer sig i at skabe kulturmøder. AFS Interkultur er Danmarks største og ældste udvekslingsorganisation, og er uafhængig af økonomiske, politiske og religiøse interesser. I Danmark har AFS Interkultur omkring 30 lokalforeninger, der drives af 450 aktive frivillige.
Læs mere om de unge og hvad det indebærer at være kontaktfamilie på www.afs.dk/kf











































































