Tekst og foto: Johnny Tauman – 11. maj 2018
Jedsted Bjerge Vej – mindre kan altså ikke gøre det! Vi er i Vestjylland, hvor en bakke i gamle dage meget hurtigt blev til et bjerg – og naturligvis ligger der for at fuldende billedet i ”nabobyen” Vilslev på den modsatte side af Kongeåen ”Bjergvej”. I perioden fra 1839-1877 fik mølleren på Jedsted Mølle folk til at køre trillebøre med sand fra Jedsted Bjerge ud i sumpene ved åen for at ”modne” jorden til dyrkning.
Men det var jo slet ikke det historien skulle handle om!
Jedsted Bjerge Vej
På Jedsted Bjerge Vej, som ligger på din venstre hånd efter afkørslen mod Gredstedbro (hvor motortrafikvejen starter) ligger vel nok Danmarks bedst sikrede ubevogtede jernbaneoverskæring. Der er på grusvejen 4 advarselstavler med blink og klokker – og dertil kommer skiltning mod ”ubevogtet jernbaneoverskæring” med undertavler: ”Se efter tog”!
På begge sider af jernbanelinjen er der anlagt gangstier som en del af Kongeåstien – men vandrende på disse stier kommer ikke forbi advarselsskiltene.
En plads i skyggen
RYK IND havde åbnet en Cola Light og havde fundet en plads i skyggen – indstillet kameraet for et få et super skarpt billede i kassen, når Arrivatoget ville passere! Der gik nogen tid – intet tog. Der gik lang tid – intet tog og efterhånden var flasken tom! Men så kom en flok køer gående – over en lang strækning på en ”langhåret grøn græsmark” – standsede op og brølede ad RYK INDs medarbejder – som om de ville sige: ”Der kommer MUHligvis ikke tog i dag”.
Og ganske rigtigt – et par klik på mobilen og Arrivas køreplan kunne vise, at alle tog var AFLYST!
Derfor må læserne nøjes med en overgang uden tog!
Vandretur ved Bjerget
For øvrigt kan man, hvis man har lyst til en vandretur – fra Jedsted Bjerge Vej komme op på det første parkeringsanlæg på motortrafikvejen – eller fortsætte under motortrafikvejen til Jedsted Mølle.
Ustabil togtrafik fredag
Fredag morgen er flere tog aflyst mellem Esbjerg og Ribe pga. baneforhold – de forrige skyldes nedlagt arbejde blandt lokoførere. Tjek altid din rejseplan!










































































