Tekst Hasse Jørgensen, foto René Jørgensen, tirsdag den 28. september

Selv om den afgående formand for Ribe Boligforening, Jens Hunderup, rettede en tak til mange samarbejdspartnere i hans sidste formandsberetning på en generalforsamling, var det ikke kun roser, beretningen indeholdt.

Jens Hunderup kritiserede kraftigt Esbjerg Kommunes byggeafdeling.

– Deres sagsbehandling er under al kritik, og det gælder sådan set det meste af administrationen på Esbjerg Kommune. Vi håber, der kommer andre boller på suppen efter kommunalvalget den 16. november, sagde Jens Hunderup bl.a.

Om støberigrunden kunne Jens Hunderup fortælle, at kommunen endnu ikke har godkendt boligforeningens køb af to grunde i området.

– Men vi venter snart at få et svar fra kommunen. Den er meget lukket om den sag. Vi har flere gange over avisen prøvet at spørge ind til sagen men uden held. Vi har hørt, at der kommer et svar inden den 1. oktober i år, lød det fra formanden.

Han kunne i øvrigt fortælle, at boligforeningen har fået 515 nye medlemmer. Der er 642 aktivt søgende på ventelisten, og der er 1901 passive på ventelisten.

– Vi har ingen problemer med at leje vores boliger ud. Jeg omtalte sidste år, at det var svært, og vi tror, det skyldes, at folk ventede på vores nye byggeri på støberigrunden og ved Nipsvej. Disse byggerier er imidlertid ikke kommet videre. For Nipsvej er der nu en tidsplan, der siger, at de 21 nye boliger skal stå færdig til indflytning november 2023 – men gerne lidt før for os. Det ser ikke godt ud med de tomme huse, og der er kun to familier, der endnu ikke er flyttet. Vi har forsøgt at få lov at brække husene ned, men kommunen og landsbyggefonden siger nej, fortalte Jens Hunderup.

Ny formand

På generalforsamlingen blev den hidtidige næstformand, Nina Christensen, valgt som ny formand.

Nina Christensen har i øvrigt tidligere overtaget Jens Hunderups plads i bestyrelsen for Boligkontoret Danmark.

Til bestyrelsen nyvalgtes Nis Peter Heinsen for et år, og han afløser således Nina Christensen, der har fået Jens Hunderups plads.

Mogens Lønne og Anders Bøgeholt blev genvalgt.