Tekst og fotos: Renè Jørgensen
4. november 2022.

Æresmedlem og livslangt medlemskab til Ribe Svømmebad og Motionscenter

Der var masser af pæne ord til Ribes tidligere bademester Svend-Åge Thiim – kaldet Svenne –  da dagen for afskedsreceptionen oprandt. En ny bademester er ansat, og Svenne kan starte sin pensionisttilværelse.

Godt 125 gæster var mødt op i Ribe Fritidscenter til afskedsreceptionen. Et gavebord med alt, hvad man kan ønske sig, vidner om Svennes popularitet og hermed en velfortjent hyldest efter 31 år som bademester.

– Mandag den 17. juni 1991 blev du ansat, står der i din ansættelse aftale, fortalte Centerleder Jørgen Th. Jepsen i sin tale til Svenne.

– Du har fortalt, at du allerede som meget ung var vild med Ribe Svømmebad, og du meget ofte kom der. Der var ikke langt fra tanke til handling, da du blev opfordret til at søge jobbet som bademester. Du fortæller, at du ved ansættelsen fik at vide, at jobbet som bademester ikke var et job – men ”et kald” ligesom at være præst, og det har passet dig godt, fortalte Jørgen Th. Jepsen. Han fortsatte med sine roser: – Du har været på ”arbejde” 24/7, altid klar til at hjælpe med alt – der gælder både personale, brugere, foreninger og alle gæsterne. Specielt morgenbaderne har haft din bevågenhed – du har forkælet dem, og de har nydt din imødekommenhed og altid venlige sind.

En god tale af centerlederen blev fulgt op af formanden for Ribe Fritidscenter Carsten V. Lund, der også roste og takkede Svenne for hans store indsats og opfordrede Svenne til at forsætte med at komme med gode ideer til badet.

En af de flittige morgensvømmere, Thorvald Pedersen, sagde i sin tale, at Svenne var det oplagte valg til den nye bademester efter Poul Nielsen. For øvrigt havde Thorvald Pedersen været med i ansættelsesudvalget, da Thorvald førte tilsyn med badet for Ribe Kommune.

Der var klapsalver og rosende ord til den populære ”pensionist” og der blev givet mange håndtryk til ordene: Ha´ det godt Svenne.

Dette skønne maleri af den lokale kunstner Anette Grunert, har prydet væggen i forhallen i svømmebadet gennem nogen tid. Men personalet i svømmehallen holdt på en god hemmelighed. Den skulle Svenne have i afskedsgave. Fra venstre er det Kirsten, Carlos, Thuy og Svenne. Gaven er givet af de tre ansatte og deres ægtefæller.

På billedet til venstre Svenne, der lyttede til formanden for Ribe Fritidscenter Carsten V. Lund, der roste Svenne for sin indsats i badet. Svenne må gerne forsætte med at komme med god idéer, sagde formanden. Formanden  øjnede måske  også en chance for at få den tidligere bademester som svømmelærer, da Carsten aldrig har fået lært at Svømme. Thorvald Pedersen, den trofaste morgensvømmer, var med i ansættelsesudvalget som repræsentant for Teknik og Miljø i Ribe Kommune. Jeg lærte “smeden” som han kalder Svenne, at kende gennem mine børn.

Morgenbaderne fandt hurtigt sammen ved et fællesbord, og som sædvanligt var der en god stemning. Nu venter de blot på Svenne dukker op tidlig morgen for at deltage i svømning, hyggen og blive en del af “kaffebordet” med den faste opskænker Folmer Hausted. Selv mener Svenne, at han hører til ved et bord med +50, men det er vi nu ikke mange der tror på.